ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Ny

Måned

Måneder i vores moderne forstand, hvor hver måned har en nøjagtig placering og udstrækning i forhold til året, ser ud til at være en forholdsvis moderne ting.

Helt op til vore dage, dvs. til industriens gennembrud, var det vel mest kirken, der havde brug for, at visse ting skete nøjagtig på bestemte datoer. Til det brug havde hver dag navn efter en af de katolske helgener, og ingen var i tvivl om datoen, hvis noget skulle ske præcis på Mortens, Mikkels eller Valborgs dag.

Efter reformationen var det jo lidt problematisk på denne måde at holde liv i de ellers afskaffede helgener. Dermed var det tid at overveje til noget andet, og de tolv romerske månedsnavne med nummererede datoer var et brugbart alternativ. Overgangen til de nye måneder skete dog ikke fra den ene dag til den anden, og som bekendt bruges flere af dagenes gamle helgennavne endog den dag i dag.

Forskellige slags måneder

Begrebet måned er selvfølgelig afledt af ordet måne. Så en måned er den tid, det tager for drabanten af samme navn at rejse en omgang rundt om jorden, dvs. godt 29 dage. Desværre går det ikke op i de godt 365 dage, der går på et solår, så man kan ikke få et helt antal måneder på et år. Kalendermånederne på 30-31 dage og en alt for kort februar er et resultat af kalenderteknisk figumdik for at få forenet sol, måne og stjerner i et samlet system for den jordiske tidsregning. Man kan sikkert diskutere, hvor godt det er lykkedes.

Gamle navne

Folk i almindelighed havde måske ikke så meget at bruge de fastlagte måneder og deres navne til. I hvert fald holdt de fast i til dagligt at bruge de lidt løsere angivelser af årets mærkepunkter. I de almanakker, der udkom i 1600-tallet forøgte man at tilpasse de folkelige tidsangivelser, så de kunne oversættes til det officielle kalendersprog. Det fungerede nok ikke helt, og den dag i dag falder f.eks. 'høsten' ikke præcis på samme dato hvert år. Oversættelserne kunne være nogenlunde sådan her:

Glugmåned > januar; Blidemåned eller Blidel > februar; Tormåned > marts; fåre- eller faremåned > april; Blomstermåned > maj; Skærsommer eller hømåned > juni; Orme- eller Maddikkmåned > juli; Høst(måned) > august; Fiskemåned > september; Sæde eller liljemåned > oktober; Slagtemåned > november; Krist- eller Julemåned > december.
Peter Skautrup: Det danske sprogs historie.

Den gæliske måde

Hvis man vil have et indtryk af, hvordan tankegang og traditioner har fungeret i forne tider, kan det somme tider være ganske inspirerende at gå ud i de yderste nordvestlige hjørner af Europa, hvor gælerne på mange måder holder fast i alt muligt gammelt.

Om månederne skriver f.eks. den navnkundige folkemindesamler John Gregorson Campbell:

"Computation of time, however, by months and days of the month as at present was entirely unknown to the Highlander of former days, and even yet, the native population do not say 'on such a day of such a month, but so many days before or after the beginning of summer or other season, or before and after certain well-known term days and festivals, as St Bride's day, St Patrick's dag, Whitsunday (caingis), Hallowtide (Samhainn), etc."

Names of the months are to be found in dictionaries, but they are obviously manufactured from the Latin names, and confined to modern printed Gaelic.

Månedens etymologi

Der er tale om en afledning eller måske lige frem det samme ord som 'måne', hvor grundbetydningen af *me kan have noget med at måle at gøre. En måned er tiden mellem to måneskifter.

Selve ordet måne er ældgammelt og fælles for de indoeuropæiske sprog.

Nordisk: måned, månad; engelsk: month; tysk: Monat
Fransk: mois; spansk: mes; italiensk: mese
Russisk: месяц (mesjats)
Irsk: mí; gælisk: mìos.

Flere tidsangivelser

De verdslige tidsangivelser, som ses i de uofficielle månedsnavne, rækker formentlig langt tilbage i tiden. Desværre er der ikke megen dagligtale overleveret til os i dag, men der findes dog noget. Man talte f.eks. ikke årene, men vintrene. Af årstider havde man tre, vinter, vår, sommer og måske høst. Man talte også om en jamling og om 'år og dag'. En fimt var en periode på fem dage, ligesom en uge kaldtes en synter eller en syvnter. Det med en uge, eller en veksling, på syv dage, var noget, romerne havde fundet på. Man kunne også tale om en 'måned', men navne og placering kender man vist ikke.

Solåret med de 365 dage var en romersk idé, som kom hertil med kristendommen, og med det kom idéen med at give hver enkelt dag sit egen navn. Hvor man var nået til i rækken af navne, holdt kirken styr på. Almindelige mennesker gjorde vel som månedsnavnene antyder: man stak fingeren i jorden eller næsen i luften og besluttede sig for, hvad tid på året, man var kommet til.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2021-04-30

Mere af samme slags: