ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Aftagende-trekvart

September

Septem er 'syv' på latin. Endelsen '-ber' er der ingen, der kan forklare.
Den syvende måned i den romerske kalender.

I de fleste sprog, jeg kender til, har man optaget navnet og bevaret det, selvom kalenderen er rykket lidt, så det nu bruges om åets niende måned.
Engelsk: September; tysk: September.
Fransk: septembre; spansk: setiembre; italiensk: settembre.
Russisk: сентябрь [sentjabj)r.
Men som det fremgår nedenfor, er der undtagelser.

Folkelige navne

I gamle dage brugte danskerne navnet 'fiskemåned', for den måned, hvor efterårsfiskeriet gik i gang, altså september. Man må sige, det er et lidt mere virkelighedsnært navn, der relaterer sig til de livsvilkår, der gælder for den pågældende periode.
Ordbog over det danske sprog

Lignende folkelige benævnelser bruger man i Skotland og Irland.
På gælisk kalder de måneden for 'an t-Sultain'. Jeg gætter på, at det nok betyder 'fedemåned' eller noget i den retning ('sult' har noget med svulme at gøre. På gælisk betyder det 'fedt'). Ordet hører til en anden inddeling af året end den, vi andre bruger. An t-Sultain varer fra midt i september til midt i oktober efter vores kaldender.
I Irland hedder måneden så vidt jeg har forstået, Meán Fómhair, mid-høst måned.

På tysk har de 'Scheiding' eller 'Scheidung' for september. Afsked, skilsmisse, et farvel til det år, der er ved at rinde ud?

Taler vi her om en slags sproglig klasseskel, hvor de lærde bruger fremmedartede og religiøse navne, mens almindelige folk, benævner månederne ud fra det, der kendetegner tilværelsen i det pågældende tidsrum?



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2020-11-10

Mere af samme slags: