ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Aftagende-trekvart

Nymåne

Nymånen er den vigtigste af månefaserne. Det er her, den nye måne vokser sig frem på himlen, og en ny måned på jorden tager sin begyndelse. Fuldmånen er kulminationen på månens livsløb, og derfra går det kun ned ad bakke. , kaldes det, en variant af ordet ned.

Nymånen er vigtigere end fuldmånen, fordi vi her går ind i en ny måned, ligesom vi ved nytårstid, går ind i et nyt år. Hver gang vi kommer til en sådan overgang, hvor det gamle er slut, og vi venter på, at det nye skal begynde, opstår der en vis spænding. Vi kan ikke vide, om det nye bringer godt eller ondt med sig – eller om der overhovedet kommer noget nyt! Derfor er nymånen en god tid at tage varsler på. Især er den første nymåne efter nytår, nytårsnyet, betydningsfuldt. Her gælder det om at få udtrykt sine håb og ønsker for fremtiden, mens både måneden og året endnu er ungt og muligt at påvirke.

I dag siger vi ofte, at vi har nymåne allerede mens, der i virkeligheden ikke er nogen måne synlig på himmelen. Det er selvfølgelig rimeligt nok, når vi nu ved, at den nye måne er lige på trapperne. Men i gamle dage var den måneløse tid en fase i sig selv. Eller rette en ikke-fase, et gab, et mellemrum mellem to runder af månens cykliske liv. Denne bælgmørke, måneløse tid, kaldtes niðmyrkr. Nymånen var der næppe, før man kunne se den som en tynd seglformet streg på himlen, og så var det bare med at komme ud og få råbt op!

I gælerlandet ude vest på har man sikkert også følt en stor lettelse, når den nye måne viser sig på nattehimlen efter et par nætter med totalt niðmyrkr. En meddeler, Iseabel Nic Nill fra barraigh, fortæller til Alexander Carmichael: "Ri faicinn domh an t-solais ur, ta còir agam mo shùil a thogail, mo cheann a chromadh, agus mo ghlùn a lùbadh, a' toir cliù do Dhìa nan dùl gum faca mi ré nan ré aon uair eile. [Når jeg ser den nye måne, passer det sig, at jeg sænker blikket, bøjer hovedet og knæene over for livets gud i taknemmelighed, endnu en gang at få månernes måne at se]". Det er en lidt klumpet oversættelse, men det bedste jeg kan præstere. Ré betyder ganske vist måne, men ordet betyder også en hel masse med tid, tidsforløb, liv og eksistens, så i Iseabel Nic Nills beretning ligger der tydeligvis en langt dybere mening end blot den, at hun er glad for at månen igen giver lys i natten. Jeg fornemmer, at nymånens genkomst for hende er et billede på livets uendelighed eller noget i den retning.
Carmina Gadelica III, nr 307

Den almindelige glæde over, at det nu igen er til at se om natten, skal man naturligvis ikke undervurdere. For de søfolk, der skulle navigere rundt mellem de farlige skær nær kysten, må det have været usigeligt dejligt med lidt lys i natten.

Samtidig gav månens genkomst øjensynlig anledning til lyssyn og optimisme på mange forskellige planer. Alexander Carmichael har en hel række eksempler: F.eks. var nymånen gunstig, når der skulle skæres, hvad enten det så var hår, tørv, korn eller får, der skulle have en omgang med saks, kniv, spade eller le. Hvis man havde mynter i lommen kunne det være en god idé at vende dem rundt tre gang, når man fik den nye måne at se; det kunne gøre dem til lykkeskillinger. Rejser eller andre større arbejder blev også gerne lagt, så de kunne komme under gunstig indflydelse fra nymånen.
Carmina Gadelica III, nr 304

I en bog, der ellers handler om noget helt andet, fandt jeg et afsnit om den tro på månens kraft, der endnu for en menneskealder siden var ganske stærk i Galicien i Spanien, og som på flere måder minder om den månedyrkelse, som Alexander Carmichael fortalte om fra Skotland. Der er lidt uenighed om, hvilke månefaser, der egner sig bedst til de forskellige gøremål. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at man arbejder på tidspunkter, hvor månen er fremme. If there's no moon, the crops won't come up, fastslår en gammel bedstemor og skærer igennem en længere diskussion.
Ærbødighed over for månen var også vigtig. Man kunne udtrykke sin ærbødighed ved at stille sig op foran måneskiven og bøje sit hoved tre gange. Man skulle være sikker på, at månen faktisk var fremme, ellers ville man stå og bukke sig for Djævelen! Den måneløse nat er djævelens tid. En gammel mand, som deltog i diskussionen, forklarede, at man primært bøjede sig for månen, fordi den var som en moder for menneskeheden, ikke for at få gaver. Månen var a cara de Deus, Guds ansigt.
Marisa Rey-Henningsen: The World of the Ploughwoman, side 174ff. Helsinki 1994



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-03-07