Aftagende måne

Cha mharabhadh na seann daoine muc no caora, gobhar no bó làmhaig anns an earra-dhubh.Tha feòil beothaich gun bhlas gun bhrìgh, gun sult gun saill, anns an earra-dhubh. Cha mhó a bhuaineadh iad caol cuill no caol seilich a chon chliabh no chraoileag no craobh ghiuthais chon daraich ann an earra-dhubh na gealaiche. Tha brìgh an fhiodha a' dol dh'an fhriamh agus am fiodh a' fàs bruanach brisg, gun bhladh gun mhath. Bha na seann daoine ris a h-uile seo ri lìonadh no ri airde na gealaiche. Bha na seannraidh beachdail anns na nithean nàdarra, mar nach bheil ògraidh an latha an diugh.
Fortalt af en ældre mand, Robertson, fra øen Eigg i det vestlige Skotland, da den skotske folkemindesamler Alexander Carmichael var på indsamlingsbesøg på øen en gang i slutningen af 1800-tallet.
Carmina Gadelica 3, 304.

I min ringe oversættelse lyder beretningen nogenlunde således: Før i tiden ville man aldrig slagte en gris eller et får, en ged eller en okse [egentlig en økse-ko, det ved jeg ikke hvad er], mens månen var i aftagende. Kødet har ingen smag, ingen kraft, ingen fedt og ingen fylde, når månen er i aftagende. Man ville heller ikke skære hassel eller pil til kurvefletning eller fyrretræ til at bygge både af, under en aftagende måne. Saften fra stammen trækker ned i roden og gør træet tørt og splintret og dårligt. Den slags ting ville folk gøre under en tiltagende eller en fuld måne. De gamle var mere opmærksomme på forhold i naturen, end de unge er i vore dage.

Jeg tænker, at Robertsons beretning ligger meget godt i forlængelse af den opfattelse af tidens cirkularitet, som vi genfinder i forestillingerne om, at dagen, månederne og året vokser i styrke og kraft i den første del af forløbet for siden, hen mod slutningen, langsomt at svinde hen og til sidst helt dø bort ved kvældsstide, niðmyrkr og vinter. For så vidt gælder det samme vel for os mennesker, at vi har størst kraft og skaberevne i første del at vores liv, hvorefter ilden langsomt brænder ud. Nogle brænder selvfølgelig længere og klarere end andre, men alle brænder vi jo ud en skønne dag.

Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-01-16