ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Fuld

Vinter

Den store Ordbog over det Danske Sprog sætter vintersæsonen til tiden fra årets korteste dag til næste jævndøgn, dvs. fra 21. eller 22. december til 21. marts. Det er den tid på året, hvor det er koldest og planteverdenen og hele naturen hviler. Til vintermånederne regnes december, januar og februar, eller >hele det halvår, hvori denne tid falder,> som der står.
Webster's har den ejendommelige oplysning, som de i øvrigt er alene om, at man i Storbrittanien placerer vinteren i månederne november, december og januar. I USA og andre steder ligger vinteren på samme tid som i det øvrige Europa.

Alexander Carmichael skriver i sin Carmina Gadelica, at folk i gælerlandet kalder vintermånederne for 'na tri miosa marbh', de døde måneder. Vinteren er 'an raithe marbh' eller 'raithe marbh na bliadhna', den døde årstid. Når denne tid er forbi, kommer kommer Bríde med sin hvide stav og vækker året til live endnu en gang. La Fheil Bríde er derfor en stor dag i den gæliske tradition.
Apropos Bride, så beretter Hector Maclean, at den kolde vintervind somme tider blev omtalt som en gammel kælling, der gik og baskede til græsset med en stor kølle, så de ikke kunne vokse hele vinteren. Først til Brides dag gav hun op og smed køllen væk, og fra da kunne græsset igen vokse frit over det ganske land.

Vi er så heldige, at vinteren hedder det samme på alle de germanske sprog. Der er kun nogle få variationer i stavningen. I de vestnordiske egne har man åbenbart haft en tendens til at snøvle lidt, så konsonantforbindelsen -nt- er blevet til -t-. derfor har man på oldnordisk vetr, og på islandsk og færøsk vetur
. Ellers har vi på tysk og engelsk winter, og i fællesgermansk har man kunnet rekonstruere sig frem til, at det må have heddet *wintru, *wæntru eller noget i den retning.

Spørgsmålet er nu, hvad der har fået de gamle germanere til at bruge netop dette ord, når de skulle snakke om vinteren. Der er stor usikkerhed blandt sprogforskerne om, hvad det egentlig er for et ord, germanerne fandt frem i sin tid. De fleste af de ordbøger, jeg har adgang til regner med, at ordet er afledt af samme gamle indoeuropæiske rod, *wed eller *wod, som vi genfinder i feks. dansk ’våd’ og ’væde’. Derfor regner man med, at ordet vinter måske i virkeligheden betyder noget med den våde tid, eller regntid". Det er denne tolkning, som bla. den danske etymologiske ordbog hælder til. Indsigtsfulde folk afviser imidlertid denne tolkning, fordi de ikke mener, den har tilstrækkelig fast grund under sig.
Et andet forslag, der afleder vinteren af en rod med betydningen ’vind’ og får vinteren til at betyde ’den blæsende årstid’, er der heller ret mange, der for alvor tror på.
Et tredje forslag kæder den germanske vinter sammen med et keltisk ord for hvid. I moderne gælisk hedder det ’fion’, eller som vi siger på dansk: ’fin’. Vinteren skulle så være ’den hvide årstid’ med henvisning til de snedækkede landskaber, der somme tider kan opleves om vinteren. Den proto-germanske ordbog afviser pure denne tolkning, fordi den savner semantisk mening

DWDS har nogle spændende tilføjelser. Bl.a. at der måske kan være en sammenhæng til ordet venstre, som igen har en eller anden grundbetydning i retning af væk, altså i modsat retning af syd. Vest skulle tilsvarende være retningen modsat øst. Vinter er altså den årstid, hvor man har noget vejr, der er modsat det vejr, man har nede i varmen sydpå. Videre står der: Da die Germanen die Jahre nach Wintern zählen, kann man annehmen, daß der Winter der Beginn des in zwei Hälften (Winter und Sommer) geteilten germanischen Jahres ist. Det sidste er Wahrig enig i.

Konklusionen må blive, at ordets oprindelse og den metafor, der er knyttet til orden, foreløbig er uafklaret. Der er desuden den kringle ved det hele, at ordet ’vinter’ er en særlig germansk opfindelse. De øvrige indoeuropæiske sprog i vores nabolag ser ud til at have været enige om et helt andet udgangspunkt, da den kolde årstid skulle navngives.

Andre sprog

Det fælles proto-indoeuropæiske udtryk for 'vinter' er *g̑hi̯ōm, *g̑hii̯ōm eller hvordan man nu staver til noget, der er en rekonstruktion. Ordet går igen i samtlige de sprog, jeg beskæftiger mig med her i almanakken, og de betyder overalt det samme, nemlig vinter, sne og kulde. Man bemærker, at der i nogle af sprogene har sneget sig et -r- ind. Den indoeuropæiske ordbog forklarer det med en analogi til ordet *semero-, der betyder sommeragtig. Det er lidt kompleceret, men det må vi finde os i.
Jeg tager lige en runde:

I keltisk retning bliver det først til *giemo-, *gyemo- og derfra videre over f.eks. oldirsk gaim og gaimred til irsk geimhreadh og skotsk gælisk geamradh.

På de italiske sprog blev det til *χiem-, hvoraf latin udviklede hiems eller hiemps. Hibernus er et tillægsord, afledt af hemps, der betyder 'vinterlig' eller 'vinter-'. Det bliver til fransk hiver, italiensk inverno og spansk invierno.

Russerne har зима [zima]. Det ser lidt fremmed ud med z- i stedet for g-, men det er vist en meget regelmæssig udvikling hos bl.a. de slaviske sprog, at g- og k-lyde bliver til noget s-agtigt. Sætter vi et g i stedet for z, får vi gima, og det er jo nemt at genkende.

Jeg synes, det er underligt, at de germanske sprog har opfundet deres eget udtryk for vinter, når nu der allerede fra ældgammel oldtid har været et fint og anvendeligt ord, man kunne bruge. Men sådan er det åbenbart. I øvrigt er det gamle indoeuropæiske udtryk ikke helt forsvundet fra de germanske sprog. Vi har da f.eks. en gimmer, som er et lam, der er en vinter gammelt. Vi genkender let gim i ordets første halvdel. Vi har også et gammelt navn på den næstsidste vintermåned, som er af samme afstamning, nemlig goimánaðr, hvor vi også orholdsvis let kan genkende vinteren i forstavelsen goi. Den har sin helt egen artikel.

Nåeh ja, apropos 'gammel', så er selve ordet gammel måske også afledt af *g̑hi̯ōm. Det er betvivlet i den protogermanske ordbog, men alligevel.



Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2023-01-30

Mere af samme slags: