ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Aftagende-trekvart

Vinter

Afledt af samme gamle indoeuropæiske rod, som ordet vand. Derfor regner man med, at ordet vinter måske i virkeligheden betyder noget med den våde tid, eller regntid".

DWDS har nogle spændende tilføjelser. Bl.a. at der måske kan være en sammenhæng til ordet venstre, som igen har en eller anden grundbetydning i retning af væk, altså i modsat retning af syd. Vest skulle tilsvarende være retningen modsat øst. Vinter er altså den årstid, hvor man har noget vejr, der er modsat det vejr, man har nede i varmen sydpå. Videre står der: Da die Germanen die Jahre nach Wintern zählen, kann man annehmen, daß der Winter der Beginn des in zwei Hälften (Winter und Sommer) geteilten germanischen Jahres ist. Det sidste er Wahrig enig i.

Andre sprog

Efter latin hiems eller hibernum har fransk: hiver; italiensk: inverno; spansk: invierno.
Russerne har зима [zima].
Irere og gælere har hhv. geimhreadh og geamhreadh. McBain tilbyder en forklaring på både de gæliske og de slaviske ord for vinter. Og faktisk også for de latinske ord. Han har nemlig en fælles indoeuropæisk rod, *ghiem, hvoraf hiems, зима og de gæliske rødder *gem. Pokorny har en fælles indoeuropæisk rod, der også inddrager de latinske aflæggere, nemlig *g̑hei- eller *g̑hi-. Mon ikke der er tale om samme rod, blot i forskellig gengivelse? Det spændende er nu, at Indo-European Lexicon også regner med, at ordet gammel er afledt af samme rod. Det giver anledning til at tro, at vinteren har været betragtet som årets alderdom. En lidt flot oversættelse af disse vinterord kunne være gammelår.
Forresten havde vi i Skandinavien et navn på den næstsidste vintermåned, som er af samme afstamning, nemlig goi. Den har sin helt egen artikel.

Alexander Carmichael skriver i sin Carmina Gadelica, at folk i gælerlandet kalder vintermånederne for 'na tri miosa marbh', de døde måneder. Vinteren er 'an raithe marbh' eller 'raithe marbh na bliadhna', den døde årstid. Når denne tid er forbi, kommer kommer Bríde med sin hvide stav og vækker året til live endnu en gang. La Fheil Bríde er derfor en stor dag i den gæliske tradition.
Apropos Bride, så beretter Hector Maclean, at den kolde vintervind somme tider blev omtalt som en gammel kælling, der gik og baskede til græsset med en stor  kølle, så de ikke kunne vokse hele vinteren. Først til Brides dag gav hun op og smed køllen væk, og fra da kunne græsset igen vokse frit over det ganske land.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-02-25

Mere af samme slags: