Forår, vår

ODS definerer foråret som den aarstid, der følger efter vinteren og danner overgang til sommeren. Det kan der vel ikke være mange meninger om. Hvornår foråret så indtræffer, kan derimod godt diskuteres. Otto Kalkar citerer f.eks. forskellige kilder, som jeg ikke har adgang til: paa s. Peders dag gaaer han an og ender paa s. Urban. Det falder godt i tråd med meterologernes placering af foråret mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv. Vi andre almindelige mennesker lægger – måske for nemheds skyld – foråret i månederne marts, april og maj. De, der virkelig har brug for at vide, hvornår det er forår, går en tur udenfor og mærker vinden, duftene og lydene. Man er ikke i tvivl!

Ordet forår er et låneord fra plattysk, som en gang i 1800 tallet fortrængte det gamle ord vår til poesiens eller ironiens verden. På plattysk hedder det vor, sikkert en forkortelse af vorjâr, altså forår, den første del af året. Ordet kan også ligesom højtysk Vorjahr betyde sidste år eller endda forrige år, men det er en anden sag.

Vår

Om våren har ODS også et fint citat. Det stammer fra en Jens Høysgaard, der i 1700-tallet udgav en række værker om dansk sprog og grammatik: Fyenbóer og nogle Jyder siger et vâar (fòr-âar) men de Sællandske siger en vâar, hvilket er rættest; thi alle siger vâaren, og ikke vâaret. Nåså, jyder og fynboer taler ikke korrekt dansk, når de taler anderledes end sjællænderne. Godt den definition af korrekt dansk ikke er gældende længere (Øh!).

Germansk

Vi finder ordet vår i alle vores skandinaviske nabosprog. Norsk og svensk vår, islandsk, færøsk og oldnordisk vár. Men underligt nok er ordet ikke til at støve op i de øvrige germanske sprog. En undtagelse er oldfrisisk, der ifølge den protogermanske ordbog har haft wars eller wērs.

Man skal ikke lade sig narre af, at man i f.eks. middelalderengelsk og scots kan finde ord som ware eller voar. Det er indlån fra oldnordisk.

Latin med mere

Jeg for min del undrer mig over, at det gode ord vår ikke har fundet genklang i andre germanske sprog end de nordiske. Det er dog ganske udbredt i andre europæiske sprog. På spansk og italiensk genkender vi let våren i primavera, hvor det sidste led er en overlevering fra latin vēr. Hvorfor man har tilføjet prima, der jo betyder den første, lurer jeg lidt på, for der kan vel ikke være flere vårer i samme år?

Græsk har έαρ [éar], og når vi ved det, kan vi også genkende våren i gælisk earrach. At russisk весна́ [vesna] er i samme familie, bliver også nogenlunde tydeligt, når vi ser, at sprogforskerne har rekonstrueret vårens protoindoeuropæiske rod til noget, der kan ligne *uos-r/n-, *uós-r eller *ués-n-s.

Der er en del problemer med den slags rekonstruktioner, men det overlader jeg til fagfolk at spekulere over. Det samlede billede er, at de rekonstruerede former alle har samme snævre betydning af forår, som åbenbart ikke har en bredere oprindelig betydning af f.eks. noget med at lysne, begynde eller lignende, der med tiden kunne indsnævres til alene at bruges om foråret. Ordet ser heller ikke ud til at være skredet ud i andre betydninger i særlig stort omfang. På litauisk betyder vãsara sommer, og på sanskrit betyder vasar tidlig. Det ærgrer mig lidt, men hvis vi gennemser listen over de indoeuropæiske rødder, som universitetet i Texas har samlet, kan vi heldigvis se en del flere og bredere betydninger af roden *u̯es-, altså uden n'er og r'er i enden. Blandt andet noget med at vende, dreje, lyse og lignende. For mig giver det mening, at ordet vår er valgt, fordi det har associationer i retning af, at årets hjul har drejet en omgang. At våren også bringer lysere tider er vel også meningsfuldt – i hvert fald på vore nordlige breddegrader.

Andre slags forår

Når nu vores germanske naboer ikke har brugt ordet vår, har de naturligvis fundet andre måder at omtale årstiden på. Englænderne siger f.eks. spring, underforstået spring time, den tid på hvor året begynder, eller springer i vækst. Et fint udtryk, efter min mening. Tyskerne har Frühjahr eller Frühling; Det savner lidt poesi, synes jeg. Heldigvis har de også Lenz, tiden, hvor dagene bliver længere; det er et andet og ældre ord, som i øvrigt også bruges om måneden marts.

Fransk: printemps; det er også en lidt farveløs betegnelse for en årstid, der ellers godt kunne kalde på lidt flere franske følelser.

Dwelly fortæller i øvrigt, at de gamle gælere regnede med to forår Earrach Geamhraidh og Earrach Samhraidh, henholdsvis vinter- og sommerforår. Desværre kommer han ikke nærmere ind på, hvordan det skal forstås.

En redaktionel fodnote i Aulus Gellius' Noctes Atticae fortæller, at stjernebilledet Plejaderne hedder Vergiliae (af ver, vår) på latin, fordi de viser sig på himlen fra den 22. april til den 10. maj og markerer forårets komme.

Folketro

I nordisk mytologi findes der en asynje ved navn, Vår, som tager sig af aftaler, herunder aftaler om ægteskab.

Den første fisk, der fanges om våren, skal opskjæres, og den hvide del af hjærtet gjemmes, men den røde i vandet udkastes, deraf lykke til fiskeri.
J.B. Evald Tang Kristensen VI, 1033.

Der findes et slags frøer i Norge, noget gråagtige, kaldet Lappen, om hvilke fiskerne har den mening, at dersom de om våren ser dem først på tört land – ti de lever både på land og i vand – har de det år ingen lykke med fiskeri.
J.B. Evald Tang Kristensen VI, 1030.

Om våren, når en mand begynder at så, skal han ikke lade såløben komme inden lukte döre eller under lås, förend det års sæd af alle slags er kommen i jorden, ellers bliver det års grøde på samme gård forknyt og småt, og halmen bliver stakket.
J.B. Evald Tang Kristensen VI, 1259

Den dag om våren, når nogen sår sin første sæd, af hvad slags korn det og er, må ej noget komme fra den gård, ja beder end fattig folk om almisse, skal det ej udgives, ti de siger, der da den sommer lægger sig fluer og andet utøj på kortnet, som det opæder og fordærver.
J.B. Evald Tang Kristensen VI, 1260

Forår i Strathmore

Inde i byen er det som om den ene årstid mere eller mindre umærkeligt glider over i den anden. Vi befinder os stort set indendørs hele døgnet og går i det samme tøj året rundt. Måske har vi en ekstra trøje på om vinteren, hvis det er koldt, men så skynder vi os også at komme hjem i varmen. Ikke engang folk med udendørs arbejde behøver være specielt opmærksom på årstidernes skiften, bortset fra dem, der eventuelt skal ud med snerydderen eller saltbøssen. De små tegn på at foråret nærmer sig har en tendens til at undgå vores opmærksomhed. Men prøv at se her nedenfor, hvordan man kan mærke selv de allermindste tegn, hvis man slår sanseapparatet til.

Spring comes late to the hills in the Highlands. Hard driven winter snow fields are slow to yield the short sweet pastures of lofty corries to the warming May sun, which, nearing its zenith, allows scant darkness. Cool winds sometimes speckle the wakening hills with fresh snow, for often bitter sleet showers continue well into June. Overnight frost and sharp mornings hold back the struggling growth which winter-weary deer and sheep so ardently crave. During these days, sharp atmospheric clarity and an intensity of light from the climbing sun present a brilliance of visibility not equalled during any other months of the year. The tender emergence of a fresh season's growth is highlighted in all its subtle shades. The light-green and yellow tones of mossy runners which follow hillside watercourses contrast with the rich brown ochre of the still-dormant heather ridges.
  A birch grove below Toll a'Chaorachain, due to its relative shelter, enjoyed something of a micro-climate. Where more evocatively speaks the spirit of a return to new life than through the gentle, almost imperceptible, tinging of the birches' winter mauve branches with the fairest and lightest shades of leaf green?

Fra bogen Isolation Shepherd af Iain R. Thomson.

Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-10-13

Mere af samme slags:

• Vinter
• Forår, vår
• Sommer
• Efterår
• Årstider