ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Tiltagende-trekvart

Forår, vår

En staahnen Staark,
en Vief, dæ flywwe,
en Plaaw dæ drywwe,
en Frøh fræ sæ,
o en Føl te sæ.
Indtage den første omtalte Gjenstand man ser om Foraaret en saadan Stilling, da er det Forbud til et godt Aar.
Jeppe Aakjær, Jyske Folkeminder, nr. 49

Ordet forår, er der ikke megen fornøjelse ved. Foråret er den første tid på året efter vinteren og før sommeren. Det gamle ord, vår er lige så kedeligt. Dette ord går tilbage til samme indoeuropæiske rod som ordet år. Og så er det fortælling slut.

Englænderne siger spring, underforstået spring time, den tid på hvor året begynder, eller springer i vækst.

Tyskerne har Frühjahr eller Frühling, hvad der jo er lige så kedeligt det danske og det engelske udtryk. Lenz, tiden, hvor dagene bliver længere, er et andet og ældre ord, som i øvrigt også bruges om måneden marts.

Fransk: printemps; spansk og italiensk: primavera er det samme. Endelsen -ver er af samme indoeuropæiske rod som år.

russisk hedder foråret весна́ [vesna]. Etymologien kender jeg ikke.

Irsk og gælisk: earrach. McBain ser er- som en afledning af noget indoeuropæisk per, som skulle betyde for-. Dermed har vi igen forår. I den danske etymologiske ordbog jævnføres er- med latin ver, år. Dwelly fortæller, at de gamle gælere regnede med to forår Earrach Geamhraidh og Earrach Samhraidh, henholdsvis vinter- og sommerforår.

En redaktionel fodnote i Aulus Gellius' Noctes Atticae fortæller, at stjernebilledet Plejaderne hedder Vergiliae (af ver, vår) på latin, fordi de viser sig på himlen fra den 22. april til den 10. maj og markerer forårets komme.

Folketro

Der findes en asynje af samme navn, Vår, som tager sig af aftaler, herunder aftaler om ægteskab.

Den første fisk, der fanges om våren, skal opskjæres, og den hvide del af hjærtet gjemmes, men den røde i vandet udkastes, deraf lykke til fiskeri.
J.B. Evald Tang Kristensen VI, 1033.

Der findes et slags frøer i Norge, noget gråagtige, kaldet Lappen, om hvilke fiskerne har den mening, at dersom de om våren ser dem først på tört land ‐ ti de lever både på land og i vand ‐ har de det år ingen lykke med fiskeri.
J.B. Evald Tang Kristensen VI, 1030.

Om våren, når en mand begynder at så, skal han ikke lade såløben komme inden lukte döre eller under lås, förend det års sæd af alle slags er kommen i jorden, ellers bliver det års grøde på samme gård forknyt og småt, og halmen bliver stakket.
J.B. Evald Tang Kristensen VI, 1259

Den dag om våren, når nogen sår sin første sæd, af hvad slags korn det og er, må ej noget komme fra den gård, ja beder end fattig folk om almisse, skal det ej udgives, ti de siger, der da den sommer lægger sig fluer og andet utøj på kortnet, som det opæder og fordærver.
J.B. Evald Tang Kristensen VI, 1260

Forår i Strathmore

Inde i byen er det som om den ene årstid mere eller mindre umærkeligt glider over i den anden. Vi befinder os stort set indendørs hele døgnet og går i det samme tøj året rundt. Måske har vi en ekstra trøje på om vinteren, hvis det er koldt, men så skynder vi os også at komme hjem i varmen. Ikke engang folk med udendørs arbejde behøver være specielt opmærksom på årstidernes skiften, bortset fra dem, der eventuelt skal ud med snerydderen eller saltbøssen. De små tegn på at foråret nærmer sig har en tendens til at undgå vores opmærksomhed. Men prøv at se her nedenfor, hvordan man kan mærke selv de allermindste tegn, hvis man slår sanseapparatet til.

Spring comes late to the hills in the Highlands. Hard driven winter snow fields are slow to yield the short sweet pastures of lofty corries to the warming May sun, which, nearing its zenith, allows scant darkness. Cool winds sometimes speckle the wakening hills with fresh snow, for often bitter sleet showers continue well into June. Overnight frost and sharp mornings hold back the struggling growth which winter-weary deer and sheep so ardently crave. During these days, sharp atmospheric clarity and an intensity of light from the climbing sun present a brilliance of visibility not equalled during any other months of the year. The tender eergence of a fresh season's growth is highlighted in all its subtle shades. The light-green and yellow tones of mossy runners which follow hillside watercourses contrast with the rich brown ochre of the still-dormant heather ridges.
  A birch grove below Toll a'Chaorachain, due to its relative shelter, enjoyed something of a micro-climate. Where more evocatively speaks the spirit of a return to new life than through the gentle, almost imperceptible, tinging of the birches' winter mauve branches with the fairest and lightest shades of leaf green?

Fra bogen Isolation Shepherd af Iain R. Thomson.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-06-04

Mere af samme slags: