Sommer
Naar der er mange Fluer om Sommeren saa vil vi faa en stræng Vinter.
Naar der er faa Fluer om Sommeren saa vil vi faa en daarlig Rugavl næste Aar.
Jeppe Aakjær, Jyske Folkeminder, nr. 577-578
Selvom de fleste mennesker nok har en fornemmelse af, hvornår det er sommer, og hvornår det ikke er, så er der alligevel en del forskellige måder at definere sommeren på, hvis man gerne vil være lidt præcis. Lad os til en begyndelse kigge i Ordbog over det Danske Sprog. Her finder vi følgende definition: aarstid, der omfatter tiden fra den længste dag til jævndøgn (paa den nordlige halvkugle fra 22/6 til 23/9), ell. (uden for fagl. spr.) den del af aaret, da der er varmest (og planteverdenen står i flor), m.h.t. danske forhold især: maanederne juni, juli, august ell. hele det halvaar, hvori denne tid falder (tiden fra midten af foraaret til midten af efteraaret).
Så skulle vi være dækket ind. Og så alligevel ikke. En del ordbogsforfattere og kulturhistorikere fortæller os, at de gamle skandinaver faktisk kun regnede med to årstider, nemlig sommer og vinter.
Cleasby/Vigfusson fortæller således, at sommeren dengang (ligesom i moderne tiders Island) begyndte den sidste tirsdag inden 26. april, og varede i 184 dage, dvs. seks måneder á 30 dage plus fire skuddage, aukanætr. Videre fortæller de, at sommeren deles i to gange 90 dage på hver side af midsommer med de fire skuddage skubbet ind lige før midsommer. Eksempel: sommeren 1872 havde første sommerdag tirsdag den. 25 april. Første halvsommer sluttede 90 dage senere, så de fire skuddage lå fra den 24. til den 27. juli. Midsommer var så den 28. juli. Derfra var der igen 30 dage til sidste sommerdag den 25. oktober. Så vidt jeg kan se, kommer der så til at mangle ca. 30 timer i, at det gamle kalenderår udfyldte et helt solår på 365dage og en sjat. Hvordan de klarede den, ved jeg ikke endnu.
Websters ordbog hævder, at sommeren i Storbrittanien allerede begynder i midten af maj, og at den slutter i midten af August. Der er ikke andre af mine ordbøger, der har gjort den opdagelse!
Etymologien
Hos vores nærmeste naboer hedder årstiden det samme, blot stavet en smule forskelligt: Svensk sommar, islandsk sumar, engelsk summer, tysk Sommer. Sådan fortsætter det også, hvis vi går bagud i tiden f.eks. helt tilbage til protogermansk tid, hvor folk med forstand på de dele har rekonstrueret ordet til *sumar- med uændret betydning, 'sommer'. Det leder igen tilbage til en indoeuropæisk rod, *sem-, *smm-, *semə- eller, mere avanceret stavet, *smH-oro-. Hvad det så kan have betydet, er lidt mere uklart. Det står klart nok, at betydningen 'sommer' er afledt heraf, og der er også nogenlundeenighed om at det latinske semi-, der betyder 'halv' er med her. På oldindisk betyder sámār 'halvår' eller 'årstid', så vidt jeg har forstået. Så i bund og grund er 'sommeren' blot 'det halve af året', og så er det os selv, der med tiden har snævret betydningen ind, så ordet nu refererer til den varme halvdel af året.
Hos vores sydvestlige naboer, kelterne, har man brugt ordet på samme måde. På moderne gælisk hedder det samhradh, hvor første del af ordet i hvert fald er let genkendeligt. Endelsen -adh er jeg ikke klar på endnu.
Andre sprog
Selvom vi kan spore sommeren helt tilbage til indoeuropæisk tid, betyder det ikke, at alle indoeuropæiske sprog har bragt ordet med sig helt frem til vore dage. Nogle steder har man valgt at bruge en mere malende beskrivelse af den varme årstid. Fransk été, spansk estío og italiensk estate har alle rod i latin aestās, som igen har sin rod i indoeuropæisk *h2eidh-teh2t eller *h2eidh-tu, som betyder 'brændende' eller 'varm'. Vi genkender roden i vores eget ord 'hede'. Det virker bestemt som et relevant udtryk for 'sommer' i de varme lande.
Øst for os har slaverne en tredje måde at betegne sommeren på: Russisk ле́то [léto]. Det er også et ord, der kan føres tilbage til indoeuropæisk, og som har fået lidt forskellige betydninger gennem tiden. 'Dag', 'sommer' 'år' og endda 'søndenvind'. Ie-roden skulle være *leh1-tóm. Det gæliske ord for 'dag', latha, kommer heraf. Og minsandten om ikke svensk har et dialektord for 'forår' af samme udspring: låding.
Og så lige et vejrvarsel fra Otto Kalkars ordbog: kaaldh sommer gør warmth ladegwlff
.
Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.
Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.
Denne artikel er senest opdateret 2023-02-05