La Fhéill Bríde

"Co fad 's a theid a ghaoth 's an dorus
La na Feil Bríde,
Theid an cathadh anns an dorus
La na Feill Paruig."
(Så langt ind ad døren vinden blæser
på Brides dag,
Lige så langt ind ad døren vil sneen fyge,
på Patricks dag).
Carmina Gadelica 1, 70

I det skotske højland og ude på øerne, skriver Alexander Carmichael, blev dagen kaldt 'La Cath Choileach,' hanekampe-dag. Skoledrengene tog deres haner med i skole og lod dem kæmpe mod hinanden. Den sejrende hane blev kaldt 'coileach buadha,' vinder-hanen, og dens ejer var skolegårdens konge i det kommende år. Alle de overvundne, sårede, lemlæstede og dræbte haner tilfaldt skolemesteren, så han har sikkert opmuntret drengene til at holde denne gamle tradition i hævd, vil man tro.

Bríde

Bride var en keltisk gudinde for alt muligt, bl.a. for ild, kunst og for al skønhed 'fo cheabhar agus fo chuan' (under himmel og under hav), som Alexander Carmichael skriver. At Bride var en vigtig figur i keltisk tradition, illustreres af, at Carmichael bruger ikke mindre end ti sider på at introducere hende i sin Carmina Gadelica. Der er ingen andre enkelt-figurer, der får magen til opmærksomhed i denne bog.

Carmichael skriver bl.a. at der er mange fortællinger og skikke knyttet til Bride, og somme tider er de lidt modstridende i forhold til det, Bride egentlig menes at stå for. Han forklarer det med, at der i tidernes morgen har været adskillige figurer med hver sine karaktertræk, der med tiden er smeltet sammen i den figur, man i dag kender som Bride.

La Féill Bríde markerede enden på vinteren og udsigten til et nyt års frugtbarhed. Ritualerne havde fuldt fokus på moderskabet, både for mennesker og dyr, skriver Michael Newton i sin Handbook of the Scottish Gaelic World. Man så virkelig frem til, at dyrene igen kunne begynde at give mælk og formere sig. Bride var ifølge Newton personificeringen af alle de overvejelser, bekymringer og forhåbninger, der knyttede sig til denne dag.

Michael Newton beskriver Bride som en gudinde, der personificerer overgangen fra vinter til forår, hvor frugtbarheden er helt afgørende. Fårene skulle nu læmme, køerne kælve, og kvinderne skulle måske endda blive gravide i løbet af det kommende år.

Det kan derfor ikke undre, at der var et hav af ritualer at gennemføre på denne dag. Carmichael skriver f.eks.:

The older women are also busy on the Eve of Bride, and great preparations are made to celebrate her Day, which is the first day of spring. They make an oblong basket in the shape of a cradle, which they call 'leaba Bríde', the bed of Bride. It is embellished with much care. Then they take a choice sheaf of corn, generally oats, and fashion it into the form of a woman. They deck this ikon wit gay ribbons from the loom, sparkling shells from the sea, at bright stones from the hill. All the sunny sheltered valleys around are searched for primroses, daisies, and other flowers that open their eyes in the morning of the year. This lay figure is called Bríde, 'dealbh Bríde', the ikon of Bride. When it is dressed and decorated with all the tenderness and loving care the women can lavish upon it, one woman goes to the door, and standing on the step with her hands on the jambs, calls softly into the darkness, 'Tha leaba Bríde deiseal', Bride's bed is ready. To this a ready woman behind replies, 'Thigeadh Bríde steach, is e beatha Bríde,' Let Bride come ind, Bride is welcome. The woman at the door again addresses Bride, 'A Bhríde! Bhríde thig a-steach, tha do leaba deanta. Gleidh an teach dh'an Tríana,' Bride! Bride come in, thy bed is made. Preserve the house for the Trinity.
The women then place the ikon of Bride with great ceremony in the bed they have so carefully prepared for it. They place a small straight wand (the bark being peeled off) beside the figure. This wand is variously called 'slatag Bríde', the little rod of Bride, 'slachdan Bríde', the little wand of Bride, and 'barrag Bríde', the birch of Bride. The wand is generally of birch, broom, bramble, white willow, or other sacred wood, 'crossed' og banned wood being carefully avoided. […] The women then level the ashes of the hearth, smoothing and dusting them over carefully. […] In the early morning the family closely scan the ashes. If they find the marks of the wand of Bride they rejoice, but if they find 'lorg Bríde', the footprint of Bride, their joy is very great, for this is a sign that Bride was present with them during the night, and is favourable to them, and that there is increase in family, in flock, and in field during the coming year. Should there be no marks on the ashes, and no traces of Bride's presence, the family are dejected. It is to them a sign that she is offended, and will not hear their call. To propitate her and gain her ear the family offer oblations and burn incense. The oblation generally is a cockerel, some say a pullet, buried alive near the junction of three streams, and the incense is burnt on the hearth when the family retire for the night.
Carmina Gadelica 1, nr 70

Som man ser, er Bride klart af førkristen oprindelse. Det har åbenbart været svært at leve med for de kristne gælere. Der har derfor udviklet sig en fortælling om, at Bride faktisk var jordemoder for Jesus, da han blev født i stalden i Bethlehem. Det falder fint i tråd med alt det andet, Bride står for i traditionen, men er da vist noget sludder i forhold til den historiske virkelighed.

Slanger

Men der er mere endnu. På Brides dag begynder slangerne at dukke frem, og så er det jo med at beskytte sig. Måske kunne man nøjes med en mindre besværgelse:
"Moch maduinn Bhríde,
Thig an nímhir as an toll.
Cha bhoin mise an nímhir,
Cha bhoin an nímhir rium."
(Tidligt om morgenen på Brides dag,
Kommer slangen ud af sit hul.
Jeg gør ikke slangen noget,
Og slangen gør ikke mig noget).

Andre gange måtte man ty til mere probate midler. Som nu f.eks. dem, som Carmicheal så en Mrs. Macleod fra Skye udøve en Bridesdag, han var på besøg:
Mrs. Macleod went to the fireside and took up the tongs and a bit of peat and walked out to the doorstep. She then took off her stocking and put the peat into it, and ponded it with the tongs. And as she ponded the peat on the step, she intoned a 'rann', rune, only one verse of which I can remember:
'An diugh Lá Bríde,
Thig an ríghinn as an tom.
Cha bhean mise an ríghinn,
Cha bhean an ríghinn rium.'
(I dag er det Brides dag,
Dronningen kommer ned fra højen.
Jeg rører ikke dronningen,
Dronningen rører ikke mig).

Carmichael kunne ikke gennemskue ritualet, men antog, at der gemmer sig en eller anden symbolik, der nu er gået tabt. Det er sikkert rigtigt.

Livgiver-Bride

Det er ikke kun dyr og mennesker, der har glæde af Brides støtte til livets fornyelse. Hvad jeg finder særligt interessant i forhold til denne almanak, er Brides rolle i forhold til at sætte gang i det nye år efter de døde vintermåneder.

Gælerne kaldte Januar for 'am míos marbh', den døde måned. Vinteren var 'an raithe marbh', den døde årstid. Det er jo indlysende hvorfor: Der er jo ikke meget liv i naturen på denne tid. Naturen ligger i dvale og venter på, at noget skal ske, som kan vække den til live igen. Dette 'noget' er Bride. "Det siges," skriver Carmichael, "at Bride med sin hvide stav kommer og blæser liv ind i munden på Vinteren, og åbner hans øjne for Vårens tårer, smil, suk og latter. Den giftige kulde ryster af skræk for Brides dag, og flygter for Skt. Patricks dag".

Jeg ved ikke om denne tankegang er i familie med den nordiske idé om, at der ligefrem er et gab mellem afslutningen af det foregående år og begyndelsen på det nye, en slags ikke-tid, hvoraf den nye tid bryder frem. Men jeg synes, der er noget der ligner, deri at det gamle år dør før det nye begynder. En forskel er måske, at gælerne ikke nødvendigvis mener, at det gamle år helst skal dø, for at det nye år skal blive så godt og stærkt som muligt, sådan som nordboerne måske tænkte.

Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-01-16