Jul

Det er lidt tvivlsomt, hvornår det egentlig er jul – bortset fra, at juleaften helt sikkert falder den 24. december. Indtil videre går vi ud fra, at julen varer fra den 24. december til Hellig tre Konger den 6. januar.

Det er strengt forbudt at arbejde i julen. Alt skal ligge stille, formentlig for at det gamle år kan blive ordentligt afsluttet inden det nye skal til at begynde. Hvis man muger i staldene juledag, risikerer man, at dyrene bliver syge og dør, og hvis man foretager sig noget, der indebærer at noget drejer rundt – syr, spinder, strikker el.lign. – risikerer man bulne fingre eller det, der er værre, som straf.

Etymologi

Peter Skautrup gør opmærksom på at julen er den eneste af årets højtider, der har bevaret sit oprindelige nordiske navn. De øvrige, påske, pinse osv. er alle fremmede navne, som er importeret sammen med religionen. Om festernes indhold så også har undergået en lignende forandring, er nok knap så sikkert.

Påbud og forbud

Det er klogt at lade julemaden stå fremme hele julen, så man altid har noget at byde fremmede. Det er vigtigt, at ingen fremmede forlader hjemmet uden at have fået noget at spise, for så kommer de til at bære julen ud, hvad der meget let kan føre til alvorlig mistrivsel i det kommende år.

Mellem jul og nytår skal man ikke vaske tøj i huset, for så vil der blive 'klædt lig' inden året er omme.
J.M.Thiele III, nr 124-126

Det går heller ikke at bore med navbor (der jo også går rundt). Til straf for det risikerer man, at der kommer 'navlegæslinger' ud af gåseæggene. 'Navlegæslinger' kaldes de, når de, idet de kommer ud af ægget, endnu har en klump af æggeblommen hængede ved sig ligesom en navlestreng, hvilket forvolder deres død. Man kan dog undgå straffen, hvis man samtidig borer tre huller med navboret i en høvlspån og lægge den i gåsereden. Andre siger, at det er nok at dreje boret avet om i det samme hul, man lige har boret (og således ophæve drejevirkningen).
J.M.Thiele III, nr 290

Fynshovedmanden

Fynshovedmanden rider fra egnen omkring Odense nordpå op over Bogense, videre langs kysten og ud på Enebærodde. Let og ubesværet sætter hans snehvide ganger over gabet til Odense Fjord, og hn fortsætter så op over Hindsholm til Fyns Hoved. Her huserer han i tiden mellem lillejuleaften og helligtrekonger.
Gorm Benzon, Sagnenes Danmark 5, nr 21

Han er tydeligvis i samme kategori som sagnhelten Palnatoke, Wojnsjæjeren fra Jylland, Valdemar Atterdag og Christian II, der i levende live var så bidte af at gå på jagt, at det med glæde ville afskrive sig muligheden for at komme i Himlen, hvis blot de til evig tid kunne få lov til at jage. Det har de så fået lov til, og Gud nåde og trøste den arme bonde, der kom til at stå i vejen for disse jægere.

Jeg tænker, at jægerne ligesom fx de hekseflokke, der på visse tider af året suser gennem luften for at komme til heksemøde et eller andet sted, personificerer faren ved at opholde sig udendørs, mens tiden foretager et sceneskift. I spøgelsestimen om natten markerer et kort mellemrum mellem to døgn; niðmyrket betegner den ikke-tid, hvor næ- endnu ikke er blevet til ny-måne. Mon ikke også julen markerer overgangen fra det gamle til det nye år? Så er det med at holde sig væk, så man ikke bliver kommer til skade eller ligefrem bliver kørt helt ud i kulisserne og ikke får lov til at være med, når tiden igen begynder at rulle.

Dyrene

Hver juleaften må man gnide kvæget på tænderne med sod og salt, for at troldene ikke skal gøre det fortræd.
J.M.Thiele III, nr 274

Mellem jul og kyndelmisse taler man hverken om rotter eller mus. Rotterne hedder da 'de sorte' eller 'de langrumpede', og musene kaldes enten 'de smågrå' eller 'tede'. I forrige århundrede drev man det endog så vidt, at en præst i Havdrup ved Roskilde, Laurids Muus (død 1774) i den nævnte tid blev kaldt 'hr. Tede' af almuen.
J.M.Thiele III, nr 224

Vejrvarsler

Blæst til jul giver god vækst. Grøn jul giver sort kirkegård.

En hvid jul giver en grøn påske, men julesommer giver påskevinter.
Juletåge genner kyndelmisse-sne i råge.
Men husk: Om frosten end er nok så streng og vedholdende, så er der dog altid mindst en tøvejrsdag mellem jul og kyndelmisse!
J.M.Thiele III, nr 6, 57 og 59

Det Hjørne Vinden er i de tolv Juledage, og det Vejrlig der da indtræffe, vil der i Almindelighed indtræffe i de tolv Aarets Maaneder, saaledes at Januar svarer til 1ste Juledag, Febr. til 2de, o.s.fred. indtil Helligtrekonge.
Aakjær, nr 211

Rim mellem Jul og Kyndelmisse spaar en god Rughøst.
Aakjær, nr 215

Solemærker

Før i tiden tog bonden sine julevarsler for det næste års vejrlig, og dem satte han sin lid til. Det skete på denne måde: Med sin kniv skar han tolv dybe mærker i en loftsbjælke over et af sine vinduer, en fure for hver måned i det kommende år, om omkring hver af disse furer tegnede han en ring med kridt.
Var himlen da skyet første juledag, blev den ring, han havde tegnet om det første mærke, stående urørt, men var den klar, blev ringen visket ud. Var halvdelen af dagen klar, og den anden halvdel skyet med regn eller sne, blev det halve af ringen visket ud, så der kun blev kridtprikker tilbage. Sådan ville altså den første måned i det nye år blive. Anden juledag gjorde han ligeså med den anden fure, og så fremdeles med hver af de øvrige furer i de følgende dage. Dem kaldte han sine 'julemærker', og af dem kunne han året igennem vide, hvordan vejret ville blive.
J.M.Thiele III, nr 58

Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-02-04

ETYMOLOGISK ALMANAK

— al tid i udvikling