Fastelavn

Også kaldet Flæskesøndag, fordi man ikke må undlader at give sine Tjenestefolk Flæsk at spise, thi ellers er er Fare for at de skulde løbe af Tjenesten.
Jeppe Aakjær, Jyske Folkeminder, nr. 310

Det er klart, at man skulle have noget ordentligt at spise, for lige om lidt (dvs. på onsdag, askeonsdag) begynder den lange årlige fastetid, der varer helt til skærtorsdag før påske. Der er heller ikke noget at sige til, at folk benyttede de sidste dage før fasten til at slå gækken løs, med ædegilder, druk og anden udskejelser. I det kulturhistoriske leksikon kan man læse, at  fastelavn egentlig skulle markere den sidste aften inden fasten, men med tiden bredte løssluppenheden sig, så den efterhånden kom til at vare det meste af en uge før fasten. I de mange traditioner med gøgleroptøjer, fastelavnsmasker osv, har man tidligere  ment at kunne spore rester af førkristne frugtbarhedsritualer, men en Oloph Odenius skriver, at denne tanke efterhånden er blevet opgivet. I stedet mener de fleste forskere at kunne forklare det hele med, at folk nok har haft brug for  at forberede sig på den strenge fastetid, der nok kunne sætte både fysik og psyke på en prøve.
Kulturhistorisk leksikon, 4, sp. 198ff

Etymologi

I gamle dage sagde man fastelaghen. Ordbøgerne fortæller os, at det er et låneord fra mellemnedertysk vastel-avent, dvs. aftenen før fasten. Det må jo så have været brugt om tirsdag aften før askeonsdag, mens vi jo i dag holder fastelavn om søndagen og mandagen. Ordet kunne før i tiden også bruges om det at løbe omkring i udklædningstøj og deltage i de forskellige fastelavnsløjer, og derefter overført til en betydning af at løbe til nar, sådan som vi i moderne tid ofte kan opleve det i kontakt med især de sociale myndigheder.

Første del af ordet, faste-, genkendes i de fleste germanske sprog. Ideen med ordet er vistnok noget med at holde fast ved eller at være fast i troen og overholde de religiøse forskrifter, herunder selvfølgelig at man i visse perioder afholder sig fra bestemte former for føde. På mellemnedertysk hed det vasten. Anden del, -avn, er også let genkendeligt, som en tilslebet form af aften, eller avent, som det nok hed på mellemnedertysk. Så er der det underlige -l- i midten. Det forklares ved, at det åbenbart har været svært for mellemnedertyske tunger at håndtere (eller mundtere, skulle man måske sige) de to n'er i vasten og avent, hvorfor det første er blevet til et l. Det er vist et meget almindeligt sprogligt fænomen, så almindeligt, at det har sit eget fagudtryk, dissimilation.

Norsk har som dansk fastelavn, mens svensk har fastlagen, næsten som i gammeldansk. Det mystiske g har jeg ingen forklaring på, men mon ikke det også skyldes en eller anden lovmæssig lydudvikling?
Tysk har, næsten som man kunne have regnet ud, Fastnacht. Heraf har de udviklet ordene faseln og Faselhans, om ævl og fuldemandssnak og om ham, der taler sådan. Tyskerne har sikkert haft en oplevelse af, at det var den almindelige måde at tale på i fastelavnstiden. Fasching siger de i Bayern, af vastschanc, en fasteskænk.

Andre sprog

På Engelsk taler man om shrovetide, hvor shrove er datid af shrive, som er det samme som det danske skrive i betydningen at skrifte. Det var selvfølgelig også noget, man skulle huske inden fasten, så man kunne vide, hvad det var man skulle gøre bod for de næste syv uger. Selve fasteperioden kaldes lent.

Fransk har carême, en tilslebet form af det latinske quaresima, som igen er slebet til fra quadragesima, fyrre. Det hentyder til fastens begyndelse fyrre dage før påsken. Hvordan franskmændene når frem til fyrre, kan jeg ikke gennemskue. Andre tæller 50 dage fra fastelavnssøndag til påske. Det forekommer mig at være tættere på det korrekte facit.
Spansk og italiensk: carnaval og carnevale. Carne- er kød, -vale er farvel (af italiensk levare, tage bort), altså farvel til kødet.

På russisk taler man om масленица [maslenitsa]. Jeg tænker, det har noget med smør (маслo) at gøre, og at man også i Rusland har gjort lidt ud af at forberede sig på den lange faste. Karneval er vist også et meget brugt udtryk for fastelavn.

Irsk og gælisk har inid, som McBain mener er en tillempning af det latinske initium, begyndelse, dvs. fastens begyndelse.

Man må næsten konstatere, at hvert sprog har sin måde at benævne fastelavn på. Men fælles for dem alle er den skik, der henvises til, nemlig den lange faste op til påske, som man skulle bruge til eftertanke og bodsgang for sit syndige liv. Inden da, var det med at få festet af!

Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-02-27