Goimánaðr
Goi var datter af ham Þorri, der gav navn til forrige måned. Og som ham må hun nok anses for at personificere vinteren på en eller anden måde. Det kulturhistoriske leksikon fortæller, at der i forbindelse med Goi og goi-blotet var forskellige traditioner, der kunne antyde en forbindelse til noget med vækst, frugtbarhed og fødsel. Det er jo også i denne måned, at fuglene begynder at bygge rede og træerne knoppes og får blade. I de to gamle sagaer, Da Norge blev fundet og Hvorledes Norge blev befolket fortælles om, hvordan Goi en gang blev væk, så folk måtte hele Finmarken rundt for at lede efter hende og således blev bekendt med Norge og landet længst mod nord.
Etymologi
For danskere og måske også for nordmænd virker navnet Goi sært ubekendt, men det skal man nok ikke lade sig narre af. Det er et godt gammelt oldnordisk ord, som man har kunnet finde i tekster fra hele norden helt frem til moderne tid. Min svenske ordbog har ordet göjemåned som et gammelt ord for februar. I det kulturhistoriske leksikon er der en hel remse af varianter: gammel dansk: gue, gøj, gøjemåned, gøje. Færøsk: gø. Islandsk: góa. Nynorsk: gjø, go, goi, goe. Skånsk: göja, gyja.
Jan de Vries har en liste over ord fra andre sprog, der sikkert er beslægtet med goi. Latin: hiems. Gammelslavisk: zima. Og en del flere. Det har altså noget med vinter at gøre. De Vries kender et norsk ord, gjö, som skulle betyde sporsne, altså sne, der er så tilpas tynd og blød, at det er let at følge dyrespor, når man går på jagt. I Indo-European Lexicon finder man en rekonstrueret indoeuropæisk rod, *g̑hei- eller *g̑hi-, som har givet os de ord, som de Vries nævner. Overraskende nok viser det sig, at det moderne danske ord, gammel har samme rod. Tankevækkende at man i tidernes morgen har brugt samme lyd til at betegne såvel vinter som gammel. Måske har man allerede i en fjern indoeuropæisk fortid opfattet vinteren som årets alderdom, ligesom vi i dag kan tale om livets efterår, når vi nærmer os døden og den evige kulde?
Bummelum, så står vi her! Goi forbindes med vækst og frugtbarhed og med vintersne, hvor dyrene sætter tydelige og letlæselige spor. Hun forsvinder pludselig allerede ved udgangen af den forrige måned. Det er lidt vanskeligt at forene, synes jeg. Hvis Goi blot forbindes med sne, der først bliver til blød sporsne for siden at forsvinde, så passer det fint med myten, hvor man skal længere og længere nord på i sine bestræbelser på at finde hende – bortset fra, at jeg måske synes, at februar er lidt tidligt at fejre vinterens afslutning, specielt helt oppe i Finland, hvor myten foregår. At man skulle fejre et vejrfænomen fordi det aftager, virker lidt bagvendt for mig. Jeg kan ikke forstå, hvordan Goi skulle kunne være et frugtbarhedsvæsen, når det forsvinder og ikke er til stede, hvor væksten skulle finde sted. Jeg ville jo tro, man hellere ville have et eller andet forårssymbol, hvis ankomst man kunne fejre med glæde og forventning. Men det kan jo være, at folk i tidernes morgen har set anderledes på det.´
Goi-måneden begynder, når Þorrimåneden slutter, dvs. en gang mellem den 8. og den 15. februar. Den varer indtil det er nymåne næste gang.
Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.
Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.
Denne artikel er senest opdateret 2022-02-27
Mere af samme slags:
- Hundedagene
- Hundedagene slutter
- Sol i krebs
- Sol ud af krebs
- Jul
- Cailleach
- Aftagende måne
- Beaked female
- Whistling female
- White work-horse
- Sweeping female
- Fastelavn
- þorramánuðr
- Goimánaðr