ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Aftagende-trekvart

Nat

"Comraig mis an nochd, a Dhe,
Is na h-eireadh dhomh beud no cron"
(Hjælp mig, o Gud, i nat,
at ingen skade eller ulykke skal ramme mig)
Uddrag af en aftenbøn fra Carmina Gadelica 1, nr 35

Nat er bare nat. Nat hedder nat på alle de sprog, jeg kender til. Den etymologiske ordbog fører ordet helt tilbage til en oprindelig fælles indoeuropæisk rod *nek eller *nok med samme betydning, nat. Der er ikke antydning af nogen mere basal grundbetydning af ordet. Nat er nat, og så er den ikke længere. Punktum.

Men selvom selve ordet måske ikke i sig selv er forfærdeligt spændende, må man konstatere, at det fænomen, det beskriver, har virket endog uhyre skræmmende på folk. Ovenstående citat fra Carmina Gadelica, en gælisk samling af gamle bønner og besværgelser, er en af mange bønner, der handler om, at natten er en farlig tid på døgnet.

Evald Tang Kristensen har f.eks. i sin enorme samling af folkelig overtro fra Danmark en stribe beretninger om vægtere, der ikke tør råbe bestemte klokkeslet om natten, fordi de herved risikerer at fremkalde spøgeri. Og det var bestemt ingen spøg:

Tølløsegård må vægteren ikke råbe kl. ét. En gang var der en ny vægter, som havde fået pålæg om ikke at råbe det nævnte klokkeslet; han vilde dog prøve derpå, men blev kastet over én af længerne og tilbage igen, lige til klokken var to. Der stod stede én på den anden side og tog imod ham og kastede ham tilbage, så han ikke faldt til jorden för kl. to; han forvandt ikke den tur i lange tider.
Evald Tang Kristensen, V 1934

Det lader til at have været et udbredt fænomen; så udbredt, at myndighederne et enkelt sted følte sig nødsaget til at gribe ind. Jeg ved ikke, om det var af mangel på respekt for vægternes sikkerhed, eller om man måske havde en mistanke om, at vægterne havde fået indført en kutyme for, at de kunne tage sig en lille lur under vagten. Men i hvert fald fremgår det af Mariagers rådstueprotokol fra 1876, at … der ved en forsamling den fjerde Juli [er] tilført følgende: Den fordærvelige skik, som i mands minde har haft sted har i byen, at vægteren af overtro ej tör råbe ét, måtte ved samme lejlighed betydes ham at være afskaffet.
Evald Tang Kristensen, V 1940

Natten er af jætteslægt

Mon ikke denne frygt for natten har sammenhæng med gamle forestillinger om, at natten udgør et ingenting, hvori den foregående dag er opløst, og hvoraf den følgende dag først skal til at opstå? Den, der bevæger sig ud i natten skal være yderst varsom med ikke at blive grebet af de huserende opløsningsmagter, hekse, trolde, spøgelser, djævle, sorte katte osv, og dermed selv risikere at gå i opløsning, dvs. dø. Næsten alle beretninger om kontakt med natlige gespenster og uvæsener ender med, at folk ligger syge i lang tid efter, og mange bliver krøblinge eller ikke rigtige i hovedet efter et sådant møde. Ikke så få er endda døde, enten ved selve det natlige møde eller kort tid efter.

Ifølge Snurre Sturluson er Nat datter af jætten Nörve og altså selv en jætte og dermed en af de kaosmagter, der til enhver tid arbejder med at opløse den verden, som aserne (og vi mennesker) dagligt forsøger at bygge op og holde ved lige. Natten er gift flere gange, tredje gang med asesønnen Delling med hvem hun får sønnen Dag, der efter sin far er lige så lys og skinnende som moderen er sort og mørk. Natten er altså en kraft, der nedbryder, men som på samme tid gør det muligt for et nyt frisk døgn at bryde frem på grundlag af det forgangne. Snurre fortæller videre, at da guderne bragte system i den verden, gav de Nat og Dag hver en hest og en vogn som de skiftevis skulle køre henover himlen med og således give system i, hvornår på døgnet det var mørkt og lyst. Nat skulle køre forrest, får vi at vide. Selvom de kommer skiftevis, er det altså vigtigt at forstå rækkefølgen: den nye dag kan ikke komme, før natten har været forbi og gjort det af med den gamle!

Man skal passe paa, ikke at fløjte ved Nattetide, thi saa indfinder "Wojnsjæjeren" sig øjeblikkelig.  Wojnsjæjeren er en figur, der ligesom Palnatoke, Fynshovedmanden, Christian II og Valdemar Atterdag hujer rundt og er på jagt hele natten. Vé den, der møder jægerflokken. Man ved aldrig, hvor slemt man kan komme af sted, hvis man kommer dem på tværs!
Jeppe Aakjær, Jyske Folkeminder, 9

Læs også artiklerne om Aften, Kvæld og Den rette vej rundt, hvor jeg har skrevet mere om nattens uhygge.

Andre sprog

Engelsk: night; tysk: Nacht.
Det hører vel med til fortællingen om 'nat', at ordet vidt omkring bruges metaforisk for død, eller omvendt at døden bruges om metafor for nat. Engelsk har 'the dead of night', hvor det næppe kan blive mere mørk nat end det. Tyskerne taler om natten som Frieden des Totes, men opfatter også natten som en ond tid og et symbol på Häßligheit, som der står i Wahrig.

Latin: nox; fransk: nuit; spansk: noche; italiensk: notte.
Russisk: ночь [notch].

Irsk: oíche; gælisk: oidhche. Det er en lidt anden historie. McBain forklarer ordet med, at det skulle indeholde en indoeuropæisk rod, *aq, *ad eller begge dele, som skulle betyde mørk. Det beskriver under alle omstændigheder natten meget fint. I nat hedder det samme som på andre sprog: an nochd.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-03-06

Mere af samme slags: