ETYMOLOGISK ALMANAK

— al tid i udvikling
Månen er: Tiltagende-trekvart

Den rette vej rundt

Forestil dig, at du sidder og rører i en kop kaffe. Rundt og rundt indtil samtlige molekyler, luftbobler, kaffegrums og eventuelle døde fluer alle bevæger sig rundt og rundt i samme cirkulære bevægelse. sæt nu plumrestangen i stå og se, hvad der sker. Der opstår uro i væsken. Nogle dele fortsætter uanfægtet rundt og rundt, men andre bremser op i en tilsyneladende forvirring. Endnu værre bliver det, hvis du begynder at røre rundt i modsat retning. Den før så smukke orden afløses nu af noget, der er tæt på at ligne kaos. De forskellige dele i koppen bevæger sig nu i alle mulige retninger uden nogen synlig indbyrdes sammenhæng. Kosmos i koppen er afløst af kaos.

Forestil dig nu videre, at tiden og verdens gang bevæger sig rundt og rundt i cirkulære baner. Det er ikke noget vanskeligt eksperiment, for vore forfædre var det indlysende, at det forholdt sig sådan. Solen bevæger sig i en cirkelbane fra venstre mod højre, fra den fødes i øst til den dør i vest. Derefter er der en periode med kaotiske tilstande, indtil bevægelsen gentager sig. Og sådan fortsætter det rundt og rundt.

Som solen og månen er også årets gang cirkulær. Året fødes, vokser, kulminerer, forfalder og dør, for efter en tid atter at genopstå til nyt liv. Livet er det ordnede, sammenhængende, kosmiske, mens døden er forfald, opløsning og kaos. Den ultimative entropi hedder det vel i vor tids sprogbrug.

Højre rundt

Læg mærke til, at den rette vej er fra venstre mod højre. Det er den vej, alting drejer, ikke kun solen og månen, men alt, hvad der ad naturlige årsager snor sig rundt og rundt, gør det i samme retning. Tag sneglehusene som eksempel, eller menneskets præference for at bruge højre hånd. Der findes selvfølgelig eksempler på venstre­snoninger, men de er i mindretal og afviger fra normen.

Det er ikke vanskeligt at sætte sig ind i, hvor angstfremkaldende det må være, hvis man fornemmer, at nogen eller noget ikke arbejder med uret så at sige. Tænk hvis nogen står stille midt i verdens gang, eller – værre endnu – går den modsatte vej rundt. En enkelt eller to af den slags betyder vel ikke det store, men hvis det bliver den generelle holdning, at det er lige meget, om man arbejder med eller imod verdens og tidens gang, så er fanden i bogstavelig forstand løs. Så fremskynder man jo den verdens undergang, som ganske vist i bund og grund er både naturlig og uundgåelig, men som helst skulle udsættes længe endnu. Og hvad værre er, man modvirker at verden igen kan genopstå til en ny rundtur i den evige cirkulære bane.

Dette er naturligvis ikke en hetz mod vores venstrehåndede medmennesker, men man forstår måske, hvor skræmmende den slags afvigelser kan have været for vore oldeforældre, og hvor vigtigt det har været for dem at få lært deres afkom at spise og skrive med den rigtige hånd.

De mange påbud om, at man skulle gøre dit og lade være med dat i forhold til cirkulære bevægelser i den ene eller den anden retning må vel også ses i det lys. Den gravide må endelig ikke gå baglæns, for ellers forstyrres fostrets naturlige udvikling. Man må ikke røre baglæns rundt i koppen, for så drejer man modsat tiden og verdens gang. Man skal huske at stå ud af sengen med det rigtige (det højre) ben først osv.

Natten, vinteren og døden

Natten har været døgnets kaosperiode. I tiden fra da den gamle dag døde til den ny bliver født, huserer kaosmagterne. I gamle dage var det jætter og trolde, senere djævle og hekse, der beherskede natten. Almindelige, ordentlige mennesker gjorde bedst i at holde sig indendøre i de sorte timer. Der er ingen ende på de beretninger der er blevet fortalt om hvad, der sker med folk der færdes ude om natten, især i spøgelsestimen omkring midnat. Det er ikke mærkeligt, at katten efterhånden har fået ry for at være djævelens inkarnation eller måske hans kæledyr. Den går jo hjemmefra når det mørkner, og så hyler og tuder den som ind i helvede. Og om morgenen, når den kommer hjem, er den blodig og forrevet som havde den virkelig været til heksekomsammen hele natten.

Vinteren, julen og nytåret er årets kaosperiode. Her gælder lignende regler. Man skal have afsluttet årets arbejde inden vinterens dødsperiode sætter ind, dvs. inden luciedag den 12. december. Specielt jule- og nytåsaften må der ikke stå redskaber udenfor på marken. Og så må man i øvrigt ikke arbejde mere end højst nødvendigt i hele jule- og nytårsperioden. Det er som om man forestiller sig, at året skal have lov til at dø helt og blive helt væk, for at det nye år kan komme godt i gang. Man må ikke strikke, spinde eller lave andet arbejde, der indebærer cirkulære bevægelser, for så holder man jo det gamle år i live ud over dets naturlige tid. Desto længere varer det, inden det nye kan komme i gang, må man tro. En lignende tankegang ligger der sikkert bag, når man slagter julegrisen. Foruden at man selvfølgelig skal have noget at spise i løbet af vinteren, er grisen jo også et frugtbarhedssymbol. Når grisen bliver behøringt slagtet med de nødvendige ritualer, bruger man samtidig de sidste af de forløbne års gaver og gør dermed klar til, at grisen og de andre fødekilder kan genopstå i det nye år. Hvis vi spiser op i år, får vi godt vejr og dermed en god høst til næste år.

Menneskelivet

Som døgnet, året, markens afgrøder og alt i naturen bliver født, får et liv og ender med at dø, sådan er det naturligvis også for mennesket. Som blade på livets træ, knoppes vi som små børn, springer ud som unge, og visner hen som gamle for til sidst at dø hen og ende som muld, hvoraf menneskeslægtens gamle stamtræ kan suge ny energi og atter sætte nye skud. Men hvis vi skal indgå i det evige kredsløb, må vi også dø rigtigt. Hele vores indre kredsløb må sættes fuldstændigt i stå, så nedbrydningen kan fuldbyrdes som en forudsætning for at vi kan atter kan komme til at indgå i det store kredsløb. I gammel skik og overtro er det påfaldende så ens ritualerne er for nattero, søndagshvile og julefred. Og det er tankevækkende, at de samme skikke går igen, når det handler om ligfred:

I et hus, hvor der ligger et lig, må intet løbe rundt, så længe det ligger der. Man må altså hverken spinde eller vinde.
I Junge, Den Nordsjæll. Landalm. side 257, hedder det: Spinderokken må stå stille i et hus, hvor der enten findes et såkaldt hedningebarn (et udøbt barn) eller et lig.
J.M.Thiele III, nr 682
Når der er lig i et hus, må man ikke lade noget gå rundt, förend det er begravet, hverken male sennep eller malt, men skal gå et andet sted hen; ti ellers kan den døde ikke få ro i graven.
Evald Tang Kristensen, V 2147

En John Sands fortæller et par ting til den skotske folkemindesamler, John Gregorson Campbell, der viser, at lignende forestillinger også har været almindelige i Skotland:

Marriage parties, for example, still take care to turn to the right hand, not to the left, when they enter the church; and the same rule is observed when a body is laid in the grave. When boats are launched from the shore the bow is brought round, although it may be a little inconvenient, agreeably to the apparent course of the sun.
Gaelic Otherwoirld, side 655

Sådan er der så meget. Vores sprog og vores talemåder indeholder en mængde levn fra tidligere tider. En god gang lingviarkæologi kan sikkert give svar på en masse af de spørgsmål, som andre videnskaber ellers må lade ligge. Lingviarkæolgi ... Hm!


Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2021-10-08

Mere af samme slags: