ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Fuld

Hår og negle

Når man klipper sine negle eller sit hår, må man sørge for, at det afklippede bliver brændt eller gravet ned i jorden, for hvis onde mennesker, især hekse, fik fat i dette, ville de kunne forgøre den person, der har båret det.
Blandt meget andet fortælles det herom, at Christoffer Rantzaus ældste søn Johan Rantzau, der var gottorpsk hofråd, blev afsindig omkring år 1642, og denne afsindighed var blevet ham påhekset af en professors datter i Königsberg, som han havde stået i kærlighedsforhold til, da han studerede der. For ved afskeden havde hun revet hår ud af hans hoved, og dem brugte hun til dette hekseri. (Meddelt af prof. Vedel Simonsen).
Denne overtro er meget gammel. Allerede Snorres Edda advarer mod at lade de døde blive begravet med uklippede negle, fordi troldene af disse bygger skibet Nagelfare, som både guder og mennesker ønsker skal blive så sent færdigt som muligt.
Også i Tyskland er denne overtro almindelig. Abgeschnittene Haare müssen verbrannt oder in laufendes Wasser geworfen werden, denn bekommt sie ein Vogel und trägt sie weg, so fallen dem Menschen die Haare aus oder die Hexen können ihm schaden.
J.M.Thiele III, nr 732

Evald Tang Kristensen har følgende beretning næsten fra vor egen tid om, hvordan en pose negle kan bruges til at gøre livet surt for andre mennesker, hvis det er det, man ønsker:

En gammel mand i Sønder-Harridslev, Simon Ottesen, han havde sådan et uheld på kreaturer, øg og køer. Så kom der en gammel Finlap der ind, og han sagde: "I har en slet lykke, faer." Det vilde manden ikke høre, men konen gav sig i snak med ham om det og fortalte, at de kunde trække øgene til vand om aftenen, og så kunde de ligge stive i båsene om morgenen. Ja, siger Finlappen, han skulde nok fri dem for den ulykke, men det skulde være med deres tilladelse. Om morgenen fulgtes de ad ud, og så viste Finlappen konen flere steder i stalden, hvor hun skulde grave op og blive ved, om hun også blev træt. Hun blev ved at grave op så længe, til hun finder en lærredspose fuld af negle og kløer og hår. Da hun fik nu fat på dem, skulde hun gå ind med dem og så gjøre ild på og stoppe alle huller og gløhuller, og skrive kors over gløhullerne og sætte rönner over dörene. Posen, hun havde gravet op, kom så i denher båling at brænde. Han spörger så, om hun vilde vide, hvem der var deres skademand. Nej, det sagde hun nej til, for hun kunde ikke give til, når hun først blev så fornærmet. Han forbød dem, at de ikke måtte give eller låne noget hen for fremtiden. Der kom nok én og vilde have været ind, men det skete jo ikke. Så lærte han dem, hvad de skulde gjøre ved deres køer, når de havde fået kalv. De skulde tage et æg og knæppe i stykker på spilbommen og så putte i halsen på dem med de ord: "Der skal ingen tage mælken af dig, förend de tager i den spand, a giver dig først drikke af." Spanden var jo ægget, og drikken var blommen. Det skulde siges i den Treeniges navn. Denher gamle Finlap sagde også: "Ja, de siger nok, at jeg ikke er klog, men jeg har kone og börn, der går nu der og nu der, og vil I ikke tro mig, så kan I høre ad, om de ikke er i dette öjeblik på det sted, hvor jeg siger." Ja, det var jo underligt, at han vidste det.
Der er flere endnu her på egnen, der skriver kors over gløhullerne og sætte rönner over dörene st. Hans aften.
Johanne Katrine Madsdatter, Barholt.
Evald Tang Kristensen VI, nr 631.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2021-04-15

Mere af samme slags: