Måne

Den store himmelske målermand, der på sin vandring over nattehimlen hjælper os med at holde styr på tiden. Udover at være navnet på målermanden selv, er 'måne' også benævnelsen for den tidsenhed, måneden, vi bruger til at måle tiden med.

Kigger vi rundt på vores nærmeste nabosprog, ser vi, at de bruger samme ord for månen som os, bortset fra små forskelle i udtale og stavemåde. Norsk og svensk har måne lige som os. Islandsk og færøsk har máni, for de har ikke å i deres sprog. På hollandsk hedder det maan, og engelsk har moon. Tysk har Mond med et d i enden, vist en afsmitning fra Monat, måned.

Ordgranskerne har sikkert ikke haft sværet ved at rekonstruere et fælles germansk ophav til ordet: *mēnan- eller *mǣnon.

Ordet findes selvfølgelig også i andre indoeuropæiske sprog, og ligesom hos os, har ordet fra begyndelsen kunnet bruges om både himmellegemet selv, og om den tidsperiode den udmåler, mens den skifter form fra ny til næ. F.eks. havde græsk μήν eller μήνή [mene], latin mēnsis og oldirsk mi. Den fælles indoeuropæiske form er rekonstrueret til *mēn-. Det er ret fantatisk, synes jeg, atsådan et ord kan overleve næsten uændret gennem 6000 år, eller hvor længe det nu er siden de ældste forløbere for indoeuropæiske sprog blev talt.

Målermanden

Men der er mere endnu. Det er ikke bare grebet ud af luften, når vi kalder månen 'den store himmelske målermand'. Sprogforskerne mener nemlig, at *mēn- består af den proto-indoeuropæiske rod *mē-, der netop skulle betyde noget med at måle. Endelsen -n, har jeg læst et sted, men husker ikke hvor, skulle være en 'enklitisk partikel', dvs. en ordstump (partikel), der ikke selv har nogen særlig betydning, men som giver en eller anden drejning til det ord, det er hægtet (enklitisk) fast på. På den måde bliver '*mē- + -n-' til 'den, der måler' eller 'den tid, der måles'. Det må jo så også betyde, at man den gang, havde behov for at holde rede på tiden og forstand på, hvordan det kunne gøres.

Farlig måne

Af en eller anden grund er de germanske sprog ret alene om, at have fastholdt 'måne' som navn til 'tidsmåleren'. I fransk, italiensk og spansk, siger man luna. Det samme gør man på russisk og måske også i ældre keltisk. På græsk har man φεγγάρι [fengári], eler σελήνη [selene] og i moderne gælisk kaldes månen a'ghealach. Alle disse ord henviser til det lys, månen udsender.

I mange af ordbøgerne forklares disse ord som nydannelser, der måske er taget i brug som eufemistiske betegnelser, fordi man har ment, at månen har haft en kraft og en indflydelse på mennesker og deres liv, som man ikke skulle være for lemfældig med. Det kender vi jo også fra vores egen tid, hvor mange mennesker har det svært med folks tilbøjelighed til at påkalde sig Gud og råbe "Guuiijj" og "ÅhmaGåt" i tide og utide. Satan må vi heller ikke råbe efter, så ham kalder vi Søren i stedet. Vi siger også 'pokker' i stedet for 'kopper' for ikke uforvaret at nedkalde sygdommen over os. Det samme gælder mus og rotter, som mange foretrækker at omtale som 'de firbenede' eller 'de grå'. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fortæller et sted om et kirkesogn på Sjælland, hvor præsten hed Muus, men hvor folk ikke turde kalde ham andet end 'Pastor Grå'.

Den sydeuropæiske måne

Luna føres tilbage til indoeuropæisk *leuk-s-nh₂-. Den latinske etymologiske ordbog antager, at man allerede i det proto-indoueuropæiske sprog har brugt ordet, når man talte om månen. Roden *leuk genfinder vi i f.eks. latin 'lux', lys og i 'Lucifer' Lysbæreren også kendt som Fanden. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der står i den græske etymologiske ordbog, men måske er -lene i Selene af samme oprindelse som luna.

Den keltiske måne

En gang brugte man ligesom italikerne ordet lúan for måne. Det huskes endnu i Di-Lúain, månens dag, mandag. Den protokeltiske ordbog fortæller så, at ordet af en eller anden grund blev erstattet af *ēskyo-, som har en lignende grundbetydning af at skinne. På russisk hedder det искра [iskra] og betyder 'gnist'. Nu om dage siger man som nævnt 'a' ghealach', den hvide (eller bleggule). Ifølge ordbøgerne er det muligvis en videreudvikling af et fælles indoeuropæisk ord, *ģ^helh₃-. Dansk 'gul' og engelsk 'yellow' er andre gode efterkommere af dette ord. Lidt overraskende er det måske, at det russiske зеленый [zeljonnij] (grøn) har samme ophav. Jeg tænker, at sådan et ģ^h let kan udvikle sig til noget, der kunne minde om et 'z', ligesom i f.eks. drengenavnet George. Jeg synes også, det ligner den græske Selene en hel del, så mon ikke der er en sammenhæng.
Det er til gengæld ikke så underligt, som det lyder, at det samme ord i forskellige sprog kan referere til forskellige farver, som her hvor farverne hvid, gul og grøn beskrives med det samme ord. Det er der mange eksempler på - f.eks. er græsset blåt ovre i det skotske gælerland, og sådan er der så meget.

Lidt mytologi

Viðfinn? Tjah, Brændefinn? Der er en historie om en mand, der en gang formastede sig til at hugge brænde på en søndag. Han fik den straf, at han blev deporteret til månen. Så kunne kan gå deroppe og græmme sig over sin ugerning. Han skulle vist være tydelig at se fra jorden. Så kan folk også lige tænke over, hvad der kan ske, hvis man bryder reglerne!

Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2025-03-06

ETYMOLOGISK ALMANAK