ETYMOLOGISK ALMANAK

— al tid i udvikling
Månen er: Aftagende-kvart

Kalender

46 år før vor tidsregnings begyndelse tog den daværende kejser over det romerske imperium, Caius Julius Cæsar, initiativ til en omfattende reform af den gamle romerske kalender. Det var et godt arbejde, der blev gjort. Den julianske kalender, som den kom til at hedde efter kransekagefiguren, – dem der rent faktisk gjorde arbejdet, er der ingen der husker – kom til at fungere i mere end 1500 år. Så trængte den til en mindre justering, hvorefter den har fungeret videre helt frem til den dag i dag.

En af de ting, der blev lavet om med den julianske kalenderreform, angik nytåret. Efter den gamle romerske kalender begyndte det nye år den første marts. Det blev rykket to måneder frem til første januar. Men man bevarede dog de gamle navne på månederne. En del af disse navne kan vel dårligt kaldes navne, det var faktisk kun numre fra 5 til 10. Vi har stadig fire af dem tilbage i de månedsnavne, vi bruger i dag: september, oktober, november og december. Månederne 5 og 6 er blevet omdøbt.

Foruden at få hele kalendersystemet opkaldt efter sig, blev Cæsar nemlig ydermere hædret ved at få måned nummer 5 opkaldt efter sig. Han var født i denne måned. Det skete i år 44 fvt, og derfor hedder denne måned nu juli. Nummer seks blev i år 8 fvt givet til den store kejser Octavian med tilnavnet Augustus, den ophøjede. Det blev, som man kan regne ud, til august. Resten af månederne hedder det, de altid har heddet – i Rom, altså!

Nordens kalender

Kalendere og tidsangivelser som vi kender dem i dag, blev ikke brugt her i landet, før kristendommens indførelse, skriver Peter Skautrup. Syvdagesugen og måneden var kendt fra romerne. Men først med kristendommen kom det romerske solår hertil. I kirken havde hver af årets dage navn efter en helgen eller efter en religiøs fejring. Og månederne fik de latinske navne uden at blive oversat til det lokale (danske) sprog. De blev stort set også kun brugt af kirkens folk, mens almindelige mennesker havde sine egne måder til at holde rede på tiden. I dag er der stort set ingenting tilbage af de oprindelige betegnelser for tidens og årets gang, bortset fra det, vi kan finde i gamle talemåder og enkelte folkelige benævnelser. De sidste var som nævnt ganske sejlivede, men evnede ikke at trænge ind i den officielle sprogbrug, og er i dag stort set gået i glemmebogen.

Kalenderreform

I 1500-tallet var der behov for en mindre justering. Den julianske kalender, den gamle stil, gik en anelse for hurtigt, så man efterhånden var kommet noget forud for solen. Den klarede man i 1582 på initiativ af pave Gregor XIII ved at barbere nogle dage af kalenderen, så man igen kunne komme i sync. I de katolske lande blev reformen gennemført straks. I Danmark gik man først over til den ny stil, den gregorianske kalender, den 18. februar 1700, hvor man rykkede direkte frem til den 1. marts. Synd for de børn, der havde fødselsdag på en af de elleve udraderede datoer.

Den ortodokse katolske kirke holder endnu fast ved den julianske kalender, og vi skulle helt hen i 1900-tallet før man fra verdsligt hold besluttede at gå over til den nye stil. I Rusland skete det i forbindelse med revolutionen i oktober 1917.

Jeg forestiller mig, at der på grund af de upræcise kalendere må være nogen usikkerhed med hensyn til, hvornår de begivenheder finder sted, der i folketroen og i astrologien henføres til bestemte datoer. Men måske er det i virkeligheden ikke specielt afgørende?

Den gæliske kuriositet

I gælerlandet, som i det øvrige Storbritannien, blev den gregorianske kalenderreform først vedtaget ved lov i 1751 og gennemført på den måde, at den 2. september 1752 blev omnummereret til den 14. Ikke desto mindre blev folk ved med at bruge den gamle kalender, så de f.eks. først fejrede nytår, når resten af verden var nået til den 12. januar. Helt op i 1900-tallet var den gamle julianske kalender i brug blandt ældre mennesker.

På John Gregorson Campbells tid (1834-1891) foregik al tidsregning efter den gamle kalender, skriver han, og

"this difference of notation is at first confusing to a stranger. For instance, when told that the ling fishing on the west coast lasts from the middle of spring till five weeks of summer, it will take a little thought on his part to realise that this means from the beginning of April to about the 18th of June."

Etymologi

Ordet 'calendarium' blev brugt i middelalderen som betegnelse for fortegnelsen over den katolske kirkes helgendage og festdage. Det er afledt af ordet 'calendae', en liste over den gæld, der kunne inddrives på den første dag i måneden. Siden overgik ordet til at betegne datoen, den første i måneden. Nu er kalenderen en fortegnelse over samtlige årets dage, ordnet i uger og måneder.

Af en eller anden grund går hverken fremmedordbogen eller nudansk ordbog videre med at forklare ordet 'calendae'. Måske har sprogfolkene ikke rigtig tillid til den forklaring, som Meyer kom med i sin fremmedordbog: af calare, kalde, udraabe?

Den store danske nævner dog Meyers forkaring med et tilføjet måske. Derudover har den, at calendae, den første dag i måneden, var den dag, da månen forsvandt, og dermed indvarslede den kommende nymåne fem til syv dage senere.

Betydningen "at kalde, udraabe" får ellers fin mening, når man ser den forklaring på ordet, som Encyclopædia Britannica giver. Her er calendae nemlig den dag, hvor næste måneds markedsdage, helligdage m.v. bliver udråbt. I kalendariet har man holdt styr på den slags og meget mer', herunder bl.a. hvem der skylder hvem hvad og hvor meget, og hvornår gælden skulle betales tilbage.

Meyer har udtrykket 'at henvise en ad calendas graecas', til de græske kalendae, dvs. at trøste en med en tid, der aldrig kommer, fordi grækerne ingen kalendae (og altså ingen dage, hvor regningerne absolut skulle betales) havde. Udtrykket svarer nogenlunde til "naar der kommer to torsdage i en Uge", hvilket jo heller ikke formodes at ville ske. Udtrykket findes vist også på spansk: las calendas griegas.

Både den franske etymologiske og DDWS siger, at den første dag i måneden var forfaldsdag for renterne og ikke for hele gælden, som vi får indtryk af ved at læse de danske ordbøger. Det giver ærlig talt også lidt mere mening.

Nordisk: kalender; engelsk: calendar; tysk: Kalender
Fransk: calendrier; italiensk: calendario; spansk: calendario
Russisk: календарь (kalendarj);
Irsk: féilire (en liste over helligdage); gælisk: mìosaichean (en liste over månederne).

En almanak er sådan set det samme. Ordet er blot hentet fra ægyptisk, eller rettere koptisk. Der er bare mere med, f.eks. om solens, månens og stjernernes bevægelser på himmelen, om astrologi og andre ting. En almanak­historie er en nedsættende betegnelse for banale fortællinger uden litterær værdi – som dem i denne almanak.


Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2020-11-16

Mere af samme slags: