ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Ny

Ugen

"Blå mandag, fritirsdag, onsdag intet arbejde,
torsdag gider jeg ikke bestille noget, fredag gør jeg lidt hvad jeg kan,
lørdag aldrig et gran, og søndagen er fanden fordømme mig hellig,"
sagde Rasmus Ædel.
En gammel morsomhed fra Skæmtebogen

Et fælles indoeuropæisk ord med en grundbetydning af at bøje, dreje, skifte, veksle eller noget i den retning. Men hvad der så ligger i det, er der ikke den store fælles indoeuropæiske enighed om.

I gamle dage talte man her i Norden om en fimt, altså en periode på fem dage. Og helt op i 1700-tallet talte man om syvdages perioder, synter, fortæller Peter Skautrup.

Romerne havde tidligere uger på otte dage, men overtog på et tidspunkt jødernes gamle syv-dages uge. Fra romerne fik vi her i Norden begrebet uge i kalendermæssig sammenhæng. Indtil da havde man brugt begrebet om den strækning, et hold roere kunne ro, inden de skulle afløses, dvs. omkring en sømil. Men her er ordet nok næppe brugt om et tidsrum – det må vi ikke håbe for de stakkels roere i hvert fald. Hvornår ugen afløser syvteren, melder historien desværre ikke noget om.
Skautrup og ODS.

Den store danske siger, at syv-dages ugen formentlig stammer helt tilbage fra babylonernes tid, og er inspireret af de syv himmellegemer, man på dette tidspunkt havde erkendt. Herfra overtog jøderne. Det forklarer måske, hvorfor dagene har navne efter planeterne – bortset fra herrens dag og/eller sabbaten.

Kulturhistorisk Leksikon taler om, at man ude i Orienten havde den opfattelse, at planeterne hver især havde indflydelse på hver sin time på dagen. Derfor fik ugedagene navne efter den planet, som havde magten over den første time den pågældende dag.

Encyclopædia Britannica nævner også sumererne i denne sammenhæng, og regner hele Mesopotamien som området, hvor syvdagesugen er opfundet. Om der er fem, seks, syv eller otte dage i en uge er i øvrigt mere eller mindre tilfældigt. Der er i hvert fald ingen astronomiske begrundelser for hverken det ene eller det andet. Det forklarer måske den almindelige uenighed om, hvad vi egentlig forstår ved en uges tid. Så havde man på denne tid erkendt færre eller flere planeter end de syv, vi kender fra kalenderen, var der meget, der havde set anderledes ud.

Det hører nok med til historien, at tallet syv i forskellige kulturer tillægges en uhyre kraft.
Jeg har her samlet lidt om tallenes kraft i artiklen om heldige og uheldige tal.

Om det er planeterne, der har navn efter guderne, eller omvendt, er sikkert af mindre betydning. Navnene er i hvert fald vandret vestpå til Romerriget, og derfra nordpå til de germanske og keltiske lande. I de germanske lande dukker de nye ugedage op i historien i løbet af 200-tallet, fortæller Kulturhistorisk Leksikon. Det særlige er her, at germanerne oversætter navnene til de tilsvarende germanske gudenavne (undtagen lørdag, som har sin egen pudsige historie).

Under de enkelte ugedage har jeg diskuteret den usikkerhed om, hvornår ugen begynder og slutter, som man kan læse ud af nogle af ugedagenes navne.

Ugen på andre sprog

Dansk: uge (ordet er lidt slidt at tiden, men det er det samme som det, der bruges af de øvrige germanske sprog); svensk; vecko; norsk: uke. Engelsk: week; tysk: Woche

De romanske sprog siger "en syvdag" (eller en synter). Fransk: semaine; italiensk: settimana; spansk: semana

Det samme siger de vesterude: Irsk: seachtain; gælisk: seachdainn.

Russerne siger неделя [nedelja], hvad der er noget helt andet. Ordet brugtes vist oprindeligt om søndagen, hvor man jo intet måtte lave (не + де́лая), men er senere kommet til at betegne perioden mellem søndagene, dvs. ugen.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-09-02

Mere af samme slags: