ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Aftagende-trekvart

Lørdag

Man må ikke spinde Løverdag aften, så går rokken hele natten, og man kommer oven i kjøbet til at gå igjen og spinde efter døden,
Evald Tang Kristensen, V, 1915

Lurdaas Blih fo den naahn Ug te o svih.
Aakjær, nr 563

Vaskedag, laugardagr hed det i gamle dage.

Det var i gamle dage ugens sidste dag – det er det i øvrigt endnu i Amerika. Det er ikke helt let at finde ud af, om dagen egentlig er god eller dårlig i sin grundsubstans, så der er ikke andet at gøre end at være forsigtig.

Der er heller ikke megen fut i at være født på en lørdag. Og så er der endda en risiko for at man bliver skeløjet.

Man sagde i gamle dage, at der altid var i hvert fald lidt sol om lørdagen, for da skulle de fattige have deres tøj tørret.
J.M.Thiele III, nr 67

Sundhed og sygdom

Den, der bliver syg på en lørdag og hvis sygdom bliver værre på den sjette dag, han dør almindeligvis på den niende dag derefter. Under pest og smitsomme febersygdomme gælder disse regler ikke ret meget.
J.M.Thiele III, nr 422

Forbud og påbud

Lørdag aften må man ikke spinde. Gør man det alligevel, må man ikke glemme at tage snoren af rokkehjulet, ellers løber det af sig selv om natten og bringer tråden i urede.
Det fortælles at to søstre, som altid plejede at spinde lørdag aften, havde gjort den aftale at den af dem, der døde først, skulle komme igen og advare den anden, hvis der var nogen synd i det. Så døde da den ene, og den tredje aften efter begravelsen, da den anden sad alene, blev en gloende hånd rakt ind til hende, og hun hørte da disse ord:
Se, søster min, hvad jeg dog vandt,
for hvad jeg lørdag aften spandt.

J.M.Thiele III, nr 131

Der kan I se, hvad a har vundet; for a har om Løwerdag aften spundet, sagde tiggerkjællingen, idet hun fremviste sine vanskabte hænder.
Evald Tang Kristensen V, 1916

Den skotske folkemindesamler Alexander Carmichael fortæller, at på øen Uist er kvinderne meget omhyggelige med at pakke væven ned og hænge krucifixer op over den lørdag aften. På den måde hindrer man brownie, banshee, peallan, trolde, nisser og alle andre ondsindede væsener i at rode med tingene, mens man selv holder søndagsfri.
Carmina Gadelica I, nr. 112.

Jeg tænker, at dette forbud kan have noget at gøre med, at lødagen var ugens sidste dag, og at den derfor skulle have lov til at dø, således at en ny uge kunne begynde på en frisk.
Se i artiklen Den rette vej rundt, eller artiklen om Aften hvad jeg mener.

Som det fremgår af flere af artiklerne om ugedagenes navne, ser der ud til at være bragt kludder i, hvornår ugen begynder og ender. Ovenstående passer med en opfattelse af, at søndag skulle være ugens første dag. Lørdag aften demonteres den foregående uge, så den nye uge kan begynde helt på ny næste morgen. Det er helt analogt med, at døgnet og året demonteres om aftenen og om vinteren, så den nye tid kan begynde med lysets genkomst næste morgen, hhv. næste forår. For ugens vedkommende skulle søndagen, solens dag, svare til, at ugens lys bliver tændt på denne dag.

Der er imidlertid nogle ting, jeg ikke kan få til at passe sammen. Hvis ovenstående er rigtigt tolket, skulle lørdagen jo være fridagen, og søndagen skulle være den kaosdag, hvorfra den nye uge som en anden fugl-fønix skulle rejse sig af asken. Sådan er det jo som bekendt ikke. Det hele synes delvist at have forskubbet sig et døgns tid, så fridagen nu ligger om søndagen. Mandagen har rollen som kaosdag, og tirsdag er dagen, hvor man kan tage fat for fuld kraft, ligesom man begynder dagens dont straks ved solopgang om morgenen, og årets arbejde begynder om foråret efter vinterens stille tid.

En tilsvarende usikkerhed om, hvornår ugen begynder og ender, ses i de sprog, hvor ugedagene har numre eller geometriske benævnelser. Tysk og russisk har onsdag som den midterste dag i ugen, hvad der forudsætter søndag som den første dag for at give mening. Samtidig har russerne tirsdag og fredag som henholdsvis anden og femte dag, hvad der jo forudsætter mandag som første dag. Det er noget rod, som jeg mistænker kristendommens kloge hoveder for at stå bag.

Etymologien

Lørdag er den eneste af vore ugedage, hvis navn er dannet på hjemlig grund. Og så nok ikke alligevel.

Oldnordisk havde laugardagr, hvor laugr skulle betyde noget med 'bad, badevand, eller vaskevand'.

En svensker ved navn Lennart Moberg skrev i 1955 et længere essay om ordet lørdags etymologi (Lennart Moberg: Lördag. I Nysvenska Studier, tidsskrift for svensk stil- och språkforskning, 1955). I artiklen skriver han langt og langhåret om, hvordan au er blevet til ø, og hvorfor R er blevet bevaret i laugR, når nominativmærket R ellers er forsvundet fra de skandinaviske navneord. Men han får dog lige citeret en anden sprogforsker, D.A.Seip, der i en anden artikel (Lørdag i norsk og islandsk, fra 1954) også har behandlet emnet. Det sjove er nemlig, at modsat alle de øvrige ugedage er lørdag ikke et indlån eller et oversættelseslån fra udlandet, men et ord, der er opstået i de skandinaviske sprog:

De olika nordiska benänmingerne på veckans sista dag, þváttdagr och laugardagr, ha enl. Seip varit i bruk före kristendomens införande, men liksom de övriga veckodagsnamnen har de skapats efter förebilder i andra germanska språk. I den katolska världen var lördagen, särskilt påskelördagen, vigd åt jungfru Maria, och Mariafirandet synes ha varit förbundet med vissa vaskeskikker. Dessutom var påskelørdagen en av kyrkans särskilda doptider. Utifra slike skikker om lördagen blant kristne folk i Europa kunne de ikke-kristne folk i Norden gi dagen et navn som þváttdagr eller laugardagr. Impulsen till de nordiska benämningerna skulle, menar Seip, närmast ha utgåt från det kontinentalgermanska sambaztag, 'Samstag', som på folketymologisk väg anknutits till ordet bad.

Moberg bemærker lidt tørt, at spørgsmålet om eventuelle udefrakommende forbilleder for laugardagr og þváttdagr er indviklet, hvilket klart fremgår af Seips fremstilling. Selv kommer Moberg desværre ikke nærmere ind på spørgsmålet. Hans artikel handler jo som nævnt om noget helt andet.
Noget kunne altså tyde på, at laugardagr er kommet til norden som en folkeetymologisk misforståelse af sabbat, forårsaget af, at man sydpå vaskede sig i rituelle sammenhænge og måske endda har gået i bad sammen. En sjov tanke.

I det øvrige Europa er de ikke hoppet på den vildmand, men holder fast i enten 'sabbat' eller Saturn som dagens navn.
Mellemnedertysk har satersdach, oldengelsk: sæternesdæg; engelsk: Saturday; hollandsk: Zaterdag.
Tysk har Samstag efter sabbaten eller Sonnabend som forsmag på søndagen. Det passer forresten fint med søndag som den første dag i ugen.

Gælerlandet bruger Saturn. Gælisk: di-Sathurna; irsk: Dé Sathairn.

De latinske sprog har 'sabbat' som navn for lørdagen. Fransk: samedi; spansk: sábalo; italiensk: sabato.
Den franske version er sikkert opstået under en folkeetymologisk indflydelse fra ordet 'seme' af 'septieme' den syvende dag. Det peger også på søndag som ugens første dag.

Russerne fraviger her deres system med at nummerere ugedagene og fastholder суббота [subbota], altså 'sabbat' som dagens navn.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2021-09-24

Mere af samme slags: