ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Ny

Aften

Når hanen galer om aftenen, er der spøgeri i huset
Evald Tang Kristensen, Danske Sagn V:1629

Hvorfor er det nu, at vi altid fejrer højtiderne aftenen før den egentlige dag, f.eks. Sankt Hans Aften før Sankt Hans Dag, juleaften før juledag osv.? Det kulturhistoriske leksikon fortæller os, at den kristne kirke regnede et døgn fra solnedgang til solnedgang, og så giver det selvfølgelig god mening, at man allerede begynder at fejre de kristne højtider aftenen i forvejen.

Det virker nu alligevel lidt underligt. I gamle dage regnede folk jo med, at det ene døgn endte en gang i løbet af natten, når kvældstiden var forbi. Det nye døgn begyndte så med næste solopgang, hvilket især om sommeren godt kunne være endda meget tidligt. Jeg tænker mig, at vore fjerne forfædre har forstået det sådan, at den foregående dag gik i opløsning når solen gik vestpå. Derefter var der ingenting i en periode, og af dette ingenting skulle den nye dag forhåbentlig opstå. Opløsningen af det gamle var samtidig begyndelsen på det nye. Hvis man ville undgå sin egen opløsning og være med, når den nye dag opstod, galdt det om at holde sig indendøre, så mørkets destruktive magter ikke fik tag i én.

Jeppe Aakjær kunne f.eks. fortælle om en mand, der nær var kommen galt af sted, da han en aften var ude på marken sammen med sin hund for at flytte nogle kreaturer: »Paa Hjemvejen blev Hunden saa urolig, bjæffede og hylede og krøb angst ind mellem Mandens Ben. Han anede da at noget aparte var paa færde; thi alt af den Slags kan Dyrene se; men nu vidste Karlen, at naar man lægger en Hunds Ører sammen over Hovedet og ser derind imellem, da kan man ser hvad der er i Vejen. Det gjorde han, og han saa da en hvid Skikkelse komme bag efter sig ad samme Vej som han. Han skyndte sig da hjemefter, men paa Vejen kom Skikkelsen over ham og tumlede ham saaledes at han maatte holde Sengen i flere Dage«. I dette tilfælde ser det ud til, at manden kom over sit møde med nattens opløsningstendenser. I et lignende eksempel (nr. 151) ender nattegængeren med at få begge sine ben knust. Andre folkemindesamlere refererer  eksempler på, at folk er blevet mere eller mindre sindssyge af deres møde med de natlige gespenster.
Jeppe Aakjær, Jyske Folkeminder, nr 135

Jeg har fabuleret mere over det i artiklerne om Kvæld og Nat og endnu mere i artiklen Den rette vej rundt.

Romerne

I min lille bog Noctes Atticae af Aulus Gellius citeres den romerske forfatter Marcus Terentius Varro (116-27 f.Kr.) for en stribe beskrivelser af, hvordan forskellige folkeslag regnede overgangen fra den ene dato til den næste. Romerne selv regnede døgnet fra midnat til midnat. Athenerme derimod, skrev Varro, regnede fra solnedgang til solnedgang som et døgn. Babylonerne regnede fra solopgang til solnedgang.

Det underligste var, at folk i Umbrien regnede døgnet fra middag til middag. Det opfattede Varro som helt absurd, for "så har folk, der fødes om middagen den første i måneden jo både fødselsdag den første og den anden dag i måneden."

Min etymologiske ordbog citerer Tacitus, der i sin bog Germania fra 98 evt. skrev om germanerne: De tæller ikke som vi efter dage, men efter nætter; derefter træffer de deres afgørelser, derefter indretter de deres aftaler; natten synes at gå forud for dagen.

Etymologi

Den danske etymologiske ordbog har en rekonstrueret fællesgermansk form, *aftanþija, hvor 'aft' måske er et forholdsord, *epi, *opi eller bare *pi, der skulle betyde 'på', 'derpå', 'bagefter', 'senere' eller noget i den retning. Det hele munder ud i, at ordet nok oprindelig har haft en betydning i retning af "sidst på dagen". På oldnordisk regnede man ifølge den etymologiske ordbog aptan fra klokken 15-18, hvorefter kvelden, den døde tid, satte ind.

Det er interessant at se, hvordan man har beskrevet tiden som en slags livsforløb, der starter fra død, vokser, kulminerer, går på hæld og igen vender tilbage til udgangspunktet, nemlig døden, der jo egentlig er positiv i den forstand at den danner udgangspunkt for en ny omgang liv.

Som en kuriositet nævner ordbogen, at goterne sagde nadanahti, 'fornat' eller saggqs, 'synke-' eller 'undergangstid'.

Den engelske variant

Det engelske ord even(ing) har sammen oprindelse som det danske 'aften'. Den engelske etymologiske ordbog åbner dog for muligheden af, at ordet mere sandsynligt er afledt af samme rod som ordet 'efter'. Den endelige betydning bliver dog den samme, nemlig at dagen er ved at være slut – ligesom 'efterår' markerer, at året lakker mod enden.

Det tyske Abend er endnu en variation over samme tema. DWDS er helt på linje med den danske etymologiske ordbog.

Mere om romerne

Serus sagde romerne, når det begyndte at blive sent på dagen. Ordet går igen i de moderne efterkommere af latin: f.eks. italiensk og fransk. henholdsvis sera og soir. Spansk har tarde, som egentlig betyder langsom eller sløv. Jeg ved ikke, om det har noget med eftermiddags­heden at gøre, men umiddelbart synes jeg, det lyder som om, det handler om noget andet end, at dagen lakker mod enden.

Latin har også vesper for 'aften'. Ordet genfindes i de keltiske sprog: irsk: feascar; gælisk: feasgar; cymrisk: ucher. Irerne siger vist også tráthnóne, hvad der simpelthen betyder 'eftermiddag'. Det er efter min mening lidt farveløst.

Vesperen findes også på russisk. Her hedder den blot ве́чер [vetsjer], men det er det samme.

Etymologien i vesper er jeg ikke helt sikker på, men det har vist noget med verdenshjørnet 'vest' og et gammelt ord for 'ned', dvs. 'solnedgang' at gøre, så vidt jeg har forstået.

Folketro

Flöjter en om aftenen, flöjter en spøgelseshunde til sig. De går jo tit i skikkelse af en hund
Evald Tang Kristensen, Danske Sagn V 2162

Når der er nogen ved døren om aftenen eller om natten, må man ikke sige: Kom ind!
Evald Tang Kristensen, Danske Sagn VI 364

Vise sig overmodig og dristig om aftenen skal være meget slemt, især dersom man gjör det for fordels skyld. Dersom derfor én tilbydes penge for at udføre dette eller hint, som man ellers ikke vilde, skal man ikke modtage tilbudet.
Evald Tang Kristensen, Danske Sagn VI, nr. 388

Man maa vogte sig for at gaa paa Mellemvejen om Aftenen, thi der færdes Ligskare og Liglys.
Heller ikke er det heldigt at medtage hunde, heste eller noget som helst dyr, ti de kan se langt bedre end mennesker, og de ængster en anden ved deres egen frygt.

Jeppe Aakjær, Jyske Folkeminder, nr. 216, 665

Naar man ser en Gjenganger gaa og leder efter noget, f. Ex. naar man har Tro til, at den i levende Live har nedgravet enten det ene eller det andet, (thi hvis det er Tilfældet, da vil han i Almindelighed søge dette Sted hver Aften) saa gjør man klogt i at kaster et Greb eller en anden Gjenstand hen til Skikkelsen; thi saa sætter han Gjenstanden paa det Sted hvor han har gjemt noget, og vise sig aldrig siden.
Jeppe Aakjær, Jyske Folkeminder, nr. 218

Naar man om Aftenen spise Grøden af Fadet faa man smuk Vejr Dagen efter.
Jeppe Aakjær, Jyske Folkeminder, nr. 34.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-03-05

Mere af samme slags: