Nón

Der er bred enighed i alle ordbøgerne, at nón er den niende time, regnet efter den gamle romerske facon. Romerne regnede med, at dagen begyndte ved solopgang, dvs. klokken seks om morgenen. Den niende time, på latin: nona hora, slutter således klokken tre om eftermiddagen.

I almindelig dansk daglig tale sjusser vi os frem til at nonen ligger nogenlunde midt på eftermiddagen, hvor vi skal have os en bid mad og en middagslur. Eller, sådan var det vist i gamle dage. Ordbog over det Danske Sprog fortæller i hvert fald, at ordet på moderne plattysk bruges om middagssøvntiden. Meyers fremmedordbog har ordet, og fortæller at det betegner tiden før eftermiddagsmåltidet.

Det kulturhistoriske leksikon fortæller os, at lovgivningen i alle de nordiske lande havde fastlagt, at på dagen for en helligdag skulle alt arbejde ophøre senest ved hora nona. Det har folk sikkert syntes godt om, og nónen er da også den eneste af de mange kirkelige timer, der er gået over i almindeligt folkesprog.

Ordet findes i mere eller mindre uændret form på alle de sprog, jeg kender til, dvs. de nordiske sprog, tysk, engelsk, fransk, spansk, italiensk og latin. Det skyldes den katolske kirke, der overalt i Europa kaldte munke og nonner til kirkesang og gudstjeneste morgen, middag, aften og midt imellem, f.eks. ved begyndelsen af den niende time. På et tidspunkt har kirken af en eller anden grund rykket rundt på munkenes mødetider, sådan at man endte med at holde nona-gudstjeneste ved middagstid. Det skulle ifølge Webster være forklaringen på, at man på engelsk holder noon allerede klokken tolv. I øvrigt er der vist lidt uklarhed på det punkt.

På gælisk ligger nòin klokken tolv ligesom hos englænderne. På manx, fortæller Dwelly, ligger den, hvor den rent matematisk hører hjemme, nemlig om eftermiddagen. Det samme gør den i Irland, hvor man på Dwellys tid kunne møde folk på gaden, der lige lettede på hatten og hilste "Trath nòine breagha [en fin eftermiddag]".

På russisk har jeg ikke fundet ordet i mine ordbøger, men i betragtning af, hvor udbredt og indgroet katolicismen er på de kanter, skulle det undre mig, om man ikke kunne finde ordet et eller andet sted, hvis man leder længe nok.

Skapthá

Det førnævnte kulturhistoriske leksikon fortæller, hvad man kunne gøre for ikke at komme til at arbejde over inden helligdagene, hvis man var på rejse og ikke havde kirkeklokkernes klang inden for hørevidde: Man kunne måle solens højde på himlen ved hjælp af et spyd og et frit udsyn til horisonten:

Da er solen skafthøj, hvis en mand står på stranden, hvor land og hav mødes ved middelvande, og kan se ud over havet, når solen går ned mod vandet, og da skal han se, hvis et spyd sættes under solen - så stort, at en mand kan gribe om døllen - at spidsen når op under solen, men enden af spydskaftet ned til havet, hvis det er så klart vejr, at det kan ses.
Kulturhistorisk Leksikon, bd 6, sp 670f.

Det forudsættes vist, at iagttageren står i en afstand af ni fod fra spyddet, for at målingen bliver korrekt. Hvis man ved, hvor på horisontlinjen solen plejer at stå op og gå ned på den pågældende årstid, kan man regne ud, at det er fyraften, når solen har vandret to tredjedele af turen, fortæller leksikonet videre. Forfatteren har hentet sin viden fra en gammel islands lovbog, kaldet Grágás, Grågåsen.

Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-02-18

Mere af samme slags:

• Døgn
• Aften
• Kvæld
• Tusmørke
• Skumring
• Nat
• Gry
• Dæmring
• Morgen, rismál
• Dag
• Otte
• Eykt
• Undorn
• Náttmál
• Formiddag
• Eftermiddag
• Dagmál
• Nón