ETYMOLOGISK ALMANAK

— al tid i udvikling
Månen er: Aftagende-trekvart

Gry

Stå opp en dag med det hvite gry,
når verden er skinnende ung og ny,
og solen velsigner din døde by!
Andre Bjerke, fra samlingen Fakkeltog (1942)

Den etymologiske ordbog siger: Indoeuropæisk *ghru-, at stråle eller funkle. Ordet 'grå' har en lignende oprindelse, så gryet må være den tid, hvor himlen begynder at lysne eller gråne fra at have været mørk sort. På den måde kan det grå ses som en slags fremskridt i forhold til den mørke nat, selvom vi I vore dage vel snarere er tilbøjelige til at se det grå som en afblegning af noget mere strålende. Sådan kan der være indbyggede modsætninger i mange ord.

På gælisk findes ordet néul eller níal, som egentlig betyder 'en sky'. Den skarpsindige læser genkender sikkert det latinske nebula og det tyske Nebel, som betegnelser for  'skyer' og 'tåge'. Nogle genkender sikker også nifl- i 'Niflheim', som er den tågeverden, der i den nordiske mytologi ligger op ad ildverdenen Muspelheim, og hvis naboskab ender med at føre til verdens skabelse. Den fælles indoeuropæiske rod er *nebh, der også betyder noget med tåge, damp, skyer og den slags. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan det er sket, men det ser ud til, at det gæliske ord gennem tiderne har gennemgået en udvikling, der ligner den, vi kender fra 'grå' til 'gry'. Dwelly forklarer i hvert fald, at ordet foruden 'sky' nu også kan betyde 'a glimpse of light' eller 'dawn', 'daggry'.

Gælerne kan også sige camh, som er en sammentrækning af camhanach, der igen ser ud til at være en sammentrækning af camh-fhàir, hvor fàir har forskellige betydninger i retning af daggry, horisont eller (overkanten af en) højderyg. Dwelly sætter ordet fàir i slægt med det latinske ver, og dermed også til det danske vår. Daggryet må så nok være den begyndelse på dagen, som vi tidligt om morgenen kan begynde at skimte ude i horisonten mod øst. Hvad camh betyder i denne sammenhæng, ved jeg ikke. Det hele virker lidt søgt, men hvis vi ikke blærer os med at have fundet hele sandheden, kan vi vel nok tillade os at opleve, at der i det mindste ligger en fortælling bag enhver camh-fhàir.

Det er interessant at se, hvordan man i tidernes morgen har forsøgt at beskrive disse overgange mellem mørke og lys ved hjælp af ordbilleder, der skaber en fornemmelse af, at der på en gang er lys nok til, at man kan se, men alligevel ikke nok til, at man kan se ordentligt. Som i gråvejr eller i tåge. Noget lignende ser vi i ordene Morgen, Skumring og Dæmring.

Lidt mindre modsætningsfuldt er der i latinernes måde at omtale gryet på. På spansk siger man f.eks. amanecer, 'ved morgenens fødsel'. Det er da ligefrem smukt. Italiensk og fransk har et lidt mere nøgternt udtryk, 'spidsen af dagen'. Det lyder lidt underligt for danske øren, men har en fin klang på originalsprogene: fransk: point du jour og italiensk: spuntar del giorno. Alle tre sprog kan også sige alba, selvom det på fransk staves aube. Det er nedarvet fra latin albus, der igen nedstammer direkte fra et fælles indoeuropæisk ord, *albho-. Grundbetydningen er hvid eller klart lysende, skinnende, og det må jo være sådan, man engang har opfattet morgenen i egnene omkring Middelhavet.

Der er i øvrigt en overflod at ord og udtryk, der er afledt af *albho-: F.eks. den hvide streg af vand, der mange steder gennemkrydser landskabet. I Norge og Sverige kaldes det elve. I Tyskland er der en flod med navnet Elbe. Bjergene nord for Italien hedder Alperne. Øst for Italien ligger landet Albanien, og nord for England ligger Skotland, som på gælisk hedder Alba. Jeg fandt en dag en hvid ørentvist under en sten, en albino-ørentvist. Mn kunne blive ved!


Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-03-08

Mere af samme slags: