ETYMOLOGISK ALMANAK

— al tid i udvikling
Månen er: Aftagende-trekvart

Skumring

Skumringstiden, Skyggernes og Kogleriets tid.
Holger Drachmann, Mosekonen.

Eller skummer. Når dagen begynder at blive mørk og skummel. Ordet er en afledning af det oldnordiske skúmi, der betyder mørke, mørkning eller tusmørke. Ifølge etymologisk ordbog er dette igen en afledning af en indoeuropæisk rod *(s)ku, som betyder noget med at skjule og indhylle f.eks. i tåge. Der er alle mulige afledninger: skyen (der skjuler himlen), sko, skøge, skum, skur, skygge m.m.

Umiddelbart synes man jo ikke, der skulle være noget uhyggeligt over skumringen. Tværtimod kan det endda være særdeles hyggeligt at gå skumringstur med (d)en, man holder af. Der er sikkert også flere end mig, der holder af at sidde lige så stille og holde skumring, mens det sidste dagslys siver bort, og nattemørket sænker sig.

Det er dog ikke svært at forestille sig den uhygge, der kan være forbundet med skumringen, hvis man har tendens til at blive bange i mørke. Træer og buske synes gradvist at forvandle sig til trolde med krogede fangarme. Flagermus og uglers lydløse færden i luften, og hundenes fjerne tuden minder om, at med natten slippes kaosmagterne løs, og det kan være farligt at færdes udendørs.

Det er måske derfor, at det umiddelbart neutrale ord skumre har fået en fætter af samme *(s)ku-rod, nemlig skummel, der ifølge ODS kan betyde dunkel eller halvmørk: om, hvad der mangler den normale, behagelige, ønskelige grad af lys, virker ubehageligt, nedstemmende, knugende, ængsteligt, uhyggeligt osv. især om forhold i naturen (hvor mennesker færdes).

At skumle er en anden afledning af ordet, der betyder noget med at vise sig utydeligt eller luske omkring. Rigtige skumlerier foregår som bekendt altid i krogene. Hvis det kom frem i lyset, er det ikke længere skumlerier, men åben konflikt. Skumle folk går også altid og skuler. På svensk går skulende folk altid foroverbøjet og ludende ligesom obscure folk i tegneserier og i gyserfilm.

Fremmede sprog, andre ord

Norsk og svensk har ordet skum for mørk. At skumre hedder skymma på svensk.

På engelsk har jeg ikke fundet et tilsvarende ord med samme betydning, men det er nok mig, der ikke har ledt længe nok. I stedet taler man om twilight, et tvelys eller to-lys, hvad de så end mener med det.

I Skotland synes de, at skumringstimen er gloaming. Det er uklart, hvad det ord stammer fra, men de fleste af mine ordbøger nævner forsigtigt, at ordet må være i familie med glow, at det altså har en eller anden grundbetydning af at lyse. Det er et lidt andet – tør man sige lidt mere lyst – syn på mørkefaldet.

Jamieson kommer det lidt nærmere: Angelsaksisk glomung eller glommung, hvoraf to glimmer, to shine faintly. Et andet ord, glum, som også findes på tysk i betydningen grumset eller uklar, kan have smittet af på gloaming, så det kan betegne the edge of the e'enning, hvor kontrasterne flyder ud, og det kan være svært at skelne konturerne tydeligt. På tysk har ordet i øvrigt samme betydning som trüb, der foruden at betyde uklar eller ugennemsigtig også har betydningen sørgmodig eler trist.

Tysk har Schummer eller Schimmer, som betyder det samme som skumring. Hermann Paul nævner, at schummer adskiller sig fra schimmer ved, daß die negative Seite des Grundbegriffes stärker hervortritt. Her ligger der altså en lidt utryg undertone i skumringstiden.

Crepusculum

Det er åbenbart ikke noget nyt, at der knytter sig en vis uro til det dunkle. De gamle romere kaldte tiden for crepusculum. Det skulle ifølge min ordbog være afledt af creper, der betyder dunkel og i overført betydning, tvivlsom. Jeg synes også, jeg kan se *(s)ku i midten af ordet, men det kommer mine ordbøger desværre ikke nærmere ind på.

Heraf fransk: crépuscule; spansk: crepúsculo; italiensk: crepuscolo.

I gælerlandet langt ude mod vest er man ganske nøgtern i beskrivelsen af skumringstimen. Sjovt nok egentlig, for netop her er der ellers tit fine muligheder for at finde eksempler på gammel overtro, som ellers er gået i glemmebogen andre steder. Men beul na h-oiche, først på aftenen, er det almindelige, kedelige, udtryk. Eadar sholas, mellemlys, er vel også ganske nøgternt, ligesom englændernes twilight. Ciaradh an fheasgair, eftermiddagsskumring, er lidt sjovt. McBain mener, at ciar er lånt fra angelsaksisk scimo og tilpasset den gæliske tunge. Så er vi tilbage ved skummeren.

Irsk har breacsholas, crónú og contráth. Jeg har ingen nærmere forklaringer på de irske udtryk. Breacsholas må hentyde til, at lyset flimrer lidt hen under aften, men de andre ord er sort snak for mig.

Russerne siger сумерки (súmerki). Hvad kan мерк være andet end mørk, så der her tales om mørkning. Lige ud ad landevejen.

Røg

Peter Skautrup citerer i Det danske sprogs Historie en eller anden folkevise, hvori det hedder silde om aften, røg faldt på. Man kunne tro, at det handlede om en flok mordbrændere, der havde sat ild til huset – den slags forekommer jo i gamle danske folkeviser. Sådan skal det ikke forstås! Røg betyder mørkning, tusmørke, skumring, og findes endnu i "låland-falstersk" dialekt, som Skautrup kalder det. Det må lokale folk kunne bekræfte.

Skautrup går ikke nærmere ind på den etymologiske sammenhæng mellem røg og skumringstid, så der må vi have fat i andre kilder. Nærliggende er det selvfølgelig at gå til den danske etymologiske ordbog, men her er ingen hjælp at hente denne gang. Den har ganske vist en forklaring på ordet røg, men det handler om den røg, vi kender fra skorstene, tobakspiber og bilos. Reykr, sagde man på oldnordisk, og det er jo noget helt andet end det 'røkkr', som vores ord stammer fra.

Hvis man leder efter beslægtede ord i den indoeuropæiske ordskat – og det har Gerhard Kler gjort – ender man med at kunne rekonstruere en fælles indoeuropæisk stamme, *regu̯os-, med en betydning af mørke.
Texas University genfinder ordet i en nyere og lidt ændret form i latin og græsk: erebus, som er navnet på en mørkets, skyggernes eller underverdenens gud. Den ændrede form kan koges ned til *ē̆reb(h)- eller *ō̆rob(h)-, som refererer til en mørk eller brunlig farve. Det skulle være den farve, mener de i Texas, der har givet navn til ræven. Den sidste tydning er vist noget omvistet.

Spoler vi igen tiden fremad til oldnordisk, finder vi røgen i ordet Ragnarok, hvor hvor guderne, de regulerende magter i verden bliver slået i en afgørende kamp mod kaosmagterne. Resustatet af denne kamp er verdens undergang. Ordet ragna er i familie med regler og en stribe andre ord, der har med ordnede forhold at gøre. Rok må så være gudernes mørke, hvor mørket her er at forstå som død og undergang. I Island er det oldnordiske ord endnu i fin form: Røkkur, skumring.

Islandsk har i øvrigt endnu et ord for skumring, nemlig húm, som er af samme afstamning som skumring, bare uden s.


Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2021-11-16

Mere af samme slags: