ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Aftagende-trekvart

Døgn

Ordet er lidt besynderligt. I den etymologiske ordbog får man blot at vide, at der er tale om en afledning af dag. Det er ikke særligt tilfredsstillende, synes jeg.

De fleste sprog, som jeg kender til, klarer sig fint uden et specielt ord for "et døgn". Islændingene har et sjovt ord, en sólarhringur, en solrundtur. Men ellers klarer man sig ved at sige '24 timer' eller 'en dag-og-nat-periode', f.eks. oversat fra græsk: nychthemeron.

Russerne har en сутки (sutki), polakkerne en doba, som jeg ikke forstår den dybere betydning af.

Hollændernes etmaal er 'et tilbagevendende tidsrum'. Et- genfinder vi i latin "og" og i dansk "idel", som noget der sker igen og igen. Maal giver næsten sig selv, et 'mål'. Den store danske Ordbog har Ætmaal, som et sømandsudtryk for et døgn, altså ligesom på hollandsk, hvorfra vi jo også har en del andre søfartsudtryk.

Det er vist det, jeg har at sige om den ting.

Døgnets inddeling

Den grove inddeling af døgnet består af to enheder: dag og nat. Om sommeren var det ikke noget problem at regne dagen fra solopgang til solnedgang. Om vinteren var man nødt til også at føje de grå dæmrings- og skumringstimer til dagen for at få tid nok til alt det, man gerne ville nå.

Den finere inddeling byggede på en iagttagelse af solens gang over himmelen med fikspunkter rundt om i landskabet, der kunne markere passende tidspunkter for arbejde, hvile og ikke mindst måltider. Når solen stod lodret over et sådant fikspunkt, f.eks. en bestemt bakketop eller lignende, vidste man, at det nu var tid til at komme i gang med arbejdet eller omvendt til at få en bid mad eller holde fyraften.

Døgnet var opdelt i otte lige store enheder, fortæller det kulturhistoriske leksikon. Enhederne kaldtes ætter og svarede i længde til tre timer efter vores moderne målestok. I stedet for at nummerere ætterne, som vi gør med timerne, havde vore forfædre et navn til hver æt, så man kunne kende dem fra hinanden. Rísmál eller morginn hed første æt, der gik fra solopgang og tre timer frem. De følgende var: dagmál, hádegi, undorn eller eykt, aptan, náttmál, nótt og ótta.

Hvis vi regner med, at solopgang er omkring klokken halv fire om morgenen, så er det f.eks. rísmál (stå op-tid) eller morgen indtil klokken halv syv. Det er hádag (højdag) fra halv ti til halv et, og nótt (nat) indtil klokken 0.30 moderne tid. Man gik tidligt i seng og stod tidligt op i gamle dage, ser det ud til. Ordet eykt er i familie med åg, sådan et som man lægger hen over oksens skuldre, når den skal i arbejde. Eykt er altså den tid, hvor man er 'beåget' eller 'spændt for', dvs. arbejdstid. Derfor brugtes ordet også om hele perioden, der begynder ved solopgang og ender ved aptans begyndelse. Det var altså fyraften ved halv fire tiden om eftermiddagen, må man formode.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2021-05-25

Mere af samme slags: