ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Fuld

Dæmring

Det er åbenbart ikke nemt at beskrive de tidpunkter på døgnet, hvor det hverken er rigtigt lyst eller helt mørkt. Vi har i tidens løb skaffet os mange ord til rådighed, som hver på sin måde giver et indtryk af denne overgangstilstand – der er flere eksempler nedenfor. Dæmring er blot et af dem, hentet fra Tyskland en gang i 1700-tallet, først om aftenskumringen senere også om det tidligste morgenlys. ODS oversætter ordet til halvlys eller halvmørke og har en mængde eksempler på, hvordan ordet bruges om mørkningen, hvor det dæmrer og bliver dunkelt i vejret. Vi får dog også at vide, at dagslysets første svage skin nu føles som ordets hovedbetydning.

Hovedbetydningen er nu også den, jeg er mest fortrolig med. Når noget er dæmret for mig, har jeg det i hvert fald som om, tingene så småt er ved at klares op. Et lys er gået op for mig.

At dæmre, altså udsagnsordet, er først kommet til dansk senere end navneordet dæmring, fortæller ordbøgerne. Jeg gætter på, at det er de tyske romantiske digtere og deres sværmerier for det, der kun svagt kan anes, som har ledt ordet over i det danske. ODS citerer disse digtere flittigt: ... han kommer ind, hvor Skovens Grene saa tæt og dæmrende en Lund indhegner, hvor der er mørkt og skummelt ... og ... Og hun synger ud i den dæmrende Nat ... Begge citater er fra Oehlenschlägers digte. Der er noget dragende, overnaturligt over det dæmrende, som romantikerne var helt vilde med. Det er det dunkeltmørke, man interesserer sig for.

Som man også begynder at bruge ordet om det tidlige morgengry, giver det mulighed for at man kan bruge ordet i overført betydning, hvor en bevidsthed om noget begynder at danne sig. Et billede på, at man går fra en mere eller mindre formørket tilstand til en mere oplyst.

Etymologi

Som nævnt er ordet hentet ind fra tysk, Dämmerung. Spoler vi tiden bagud, kommer vi til oldhøjtysk demerunga, som er en afledning af navneordet demar, der betød mørke. På  oldnordisk havde de ordet þám, som betegnede mørk luft. Dermed er vi helt tilbage i fælles indoeuropæisk tid, hvor ordet *tem betød mørke. Det er et ord, der er nedarvet i et væld af moderne sprog og i en mængde forskellige betydninger, der relaterer sig til noget med mørke i en eller anden form.

Ordet þám må være gået af brug i det dansk sprog. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanker om ord, der kan være afledt heraf. En fjern fætter er ordet dis, der ad krogede veje er nået her til landet fra plattysk eller hollandsk. I norsk og svensk lever ordet og har det godt, vistnok uden den romantiske bismag, som vi kender fra dansk: dim og dimma.

Fremmede sprog

Tysk: Dämmerung har de samme forskelligartede betydninger, som på dansk. Og en hel del flere. F.eks. nævner Mackensen die astronomische Dämmerung, som er tiden fra solen går ned til stjernerne bliver synlige på himlen. Wahrig tilføjer tiden fra når stjernerne blegner, til solen står op. Som sindstilstand kan die Dämmerung betegne en halvdøs, halvslumrende eller dagdrømmende tilstand, hvor man ikke er helt klar i hovedet.
Hermann Paul fortæller, at ordet hører digtersproget til. Han citerer Goethe i stor stil. Det bestyrker min mistanke om, at ordet bruges til at gøre aftenskumringen ekstra dunkel og anelsesfuld i fuld romantisk stil.

Engelsk: Dim, også et arvestykke fra oldtiden uden indblandet romantik.

Fransk har ténébres og ténébreux, som betyder mørke og dunkelt. Det har en bismag af gådefuldt eller skummelt, men om det er en romantisk farvning, eller om det er en gådefuldhed, der hører til selve det, at det dunkle har en snært af det angstprovokerende som så mange af de øvrige ord, der har med nat og død at gøre, er svært for mig at afgøre.
Italiensk og spansk har en stribe tilsvarende ord, tenebre, entenebrecer m.fl. som alle har noget med mørke og dunkelhed at gøre. Ens humør kan også være mørkt på denne måde. Alle tre sprog (fransk, italiensk og spansk) har arbejdet videre med det latinske tenebræ, som betyder mørke og igen er udviklet af den førnævnte fælles indoeuropæiske rod.

Russisk har темнота [temnota] og тьма [t'ma] for mørke. Slægtskabet med *tem kan næsten ikke være tydeligere.

Gælisk: Teimh har flere betydninger, alle med noget mørkt eller uigennemskueligt over sig: Død, gardin, dække. Tillægsordet teimheil, mørk, dunkel, skjult. Heraf endnu et navneord, teimhealachd, mørke osv.
Irsk har de samme ord: teimhne, teimhneach.

En sjov tanke egentlig, at de gamle romantikere mente, at en tilstand præget af *tem, mørke skulle kunne åbne for erkendelser, som ikke er tilgængelige i almindeligt, klart dagslys. Men for dem vakte det en længsel efter noget uopnåeligt og en sjælelig smerte, som de åbenbart fandt smukkere og mere ædel end almindelig klarsynethed.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2021-04-27

Mere af samme slags: