ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Aftagende-trekvart

Morgen, rismál

Et gammelt ønske lyder: Må en signet nat
bli'e mor til morgengry som bringer lykkebud!
Klytaimestra i Aischylos: Orestien, vers 264-265

Naar man synge om Morgenen, vil man græde inden Aften
Aakjær, Jyske Folkeminder, 28

Hvornår er det egentlig morgen? Og hvor langt op ad dagen kan man tillade sig at blive ved med at sige god morgen uden at blive til grin? Og hvornår kan man tillade sig at begynde at synge?

Jeg har bladret mine ordbøger igennem, og så langt omkring som jeg nu kan se, er der enighed om, at morgenens begyndelse er lige så vagt defineret som dens slutning. Nogle ordbøger forsøger sig med en fast afgrænsning, der får morgenen til at vare fra midnat til næste middag, mens andre er mere uldne i mælet, og nøjes med at definere morgenen fra en gang først på dagen til lidt op ad formiddagen. Personligt hælder jeg til at regne morgenen fra jeg står op til jeg er rigtigt vågen. Jeg begynder gerne at hilse folk med "goddag" i god tid, for ikke at blive alt for meget til grin – især hvis det er håndværkere, jeg hilser på!

De første morgener

Man forestiller sig et menneske en gang, da mennesker endnu var i færd med at udvikle sprog for de mest almindelige hverdagsfænomener. Det vågner efter en god nats søvn, gaber, strækker sig og rækker ud efter sin mage, der ligger ved siden af og også er ved at vågne. Hvad siger man i den situation, hvis man endnu ikke har opfundet et ord for morgen? "God øh, har du sovet godt?"

Jeg forestiller mig jo, at vores forfader i stedet for "øh" ville have fundet på at sige noget, der relaterer til at det så småt begynder at lysne. Men hvad siger manden? Det synes jeg er spændende. Lad os se lidt på sagen:

I moderne sprog har vi f.eks.:
Dansk, svensk og norsk: morgen, morgon
Tysk: Morgen
Engelsk: morrow, morn (morning er en forlængelse af ordet, der får det til at ligne evening, aften)

Hvis vi spoler tiden lidt tilbage finder vi ordet i tidligere udgaver:
Gammeldansk: morghæn
Oldnordisk: morginn, morgunn og myrginn
Gotisk: maúrgins, Oldhøjtysk: Morgan, Oldengelsk; morgen og mergen, senere morwen

Hele denne remse af ord og mere til har sprogforskere brugt til at rekonstruere det fællesgermanske udtryk for morgen, som har ført til de varianter af ordet, som vi kender i dag. Ordbøgerne giver os flere bud: *murquana, *murgina, *murginaz, *margina, som man igen mener at være afledt af noget indoeuropæisk *mrkono, der så ifølge ordbøgerne skulle betyde morgen, gryning, skumring eller sådan noget. Gnaver vi alt kødet af knoglerne, står vi tilbage med en indoeuropæisk rod, *mer, eller *merk, som udtrykker en flimren eller en funklen. Vi genkender ordet mørk i moderne dansk, og også i andre sprog genfinder vi ordet med en lignende betydning af noget mørkt. Betydningen flimre genfinder vi i litauisk mérkiu, der ifølge ordbøgerne betyder "at lukke øjnene, blinke".

Det fineste billede på den dobbelthed, der må have ligget i ordet *mer finder vi hos Gerhard Köbler, hvor han fortæller, at det græske μαρίλη [marile] betegner den endnu glødende aske. Man kan forestille sig, hvordan *mer kan have været brugt om den tid om aftenen eller om morgenen, hvor det hverken er rigtig lyst eller rigtig mørkt. Et sådan ord kan nemt i tidens løb få en drejning, så betydningen efterhånden kommer til at hælde lidt mere til den ene side end til den anden. Noget lignende er formentlig også sket med ord som skumring og dæmring.

Gode morgener

Franskmændene siger matin, italienerne siger det samme, mattina. Det er tydeligvis ikke det samme, som vores morgen.

Udtrykket er en sammentrækning og tilslibning af et latinsk udtryk, matutinum tempus, hvor Matuta vistnok var en gammel olditalisk gudinde for daggryet. Matin er altså Matutas tid. Da man først var begyndt at sige sådan, glemte man efterhånden, at morgen ellers havde heddet mane lige siden romertiden.

spansk ser det ud til, at man har beholdt det oprindelige latinske udtryk, mane, og tilføjet et -ana, med betydningen tidlig og fået mañana ud af det. Mane er så igen en afledning af manus, som igen er afledt af en rekonstrueret indoeuropæisk rod, *meh2-no-, som skulle betyde noget med godt. Så de gamle latinere har åbenbart syntes godt om morgenen.

Irsk og skotsk gælisk har henholdsvis maidin og madainn med samme oprindelse som de latinske udtryk. Den indoeuropæisike rod genfindes i moderne gælisk math, som netop betyder god. De gamle keltere kunne åbenbart også godt lide at komme op om morgenen.
I gælisk har jeg desuden fundet ordet teirt, som vist er en sammentrækning af det latinsk teria hora. Det er den tredje time, dvs. morgen eller solopgang. Det må være et kirkeudtryk, der har sneget sig ind i sproget.

Morgen på russisk

Yтро [utro] hedder det på russisk. Hvad den oprindelige mening med det er, har jeg svært ved at gennemskue. Vasmer skriver direkte, at han finder etymologien vanskelig, hvorefter han opremser en række mere eller mindre sandsynlige forslag. Hans førstevalg ser ud til, at relatere oldslavisk *jutro til litauisk jaù, der skulle betyde allerede. Det kan efter en del omveje lede os til et par indoeuropæiske udtryk, *ā̆ier-, *ā̆ien-, som vi kan genfinde i en lang række europæiske ord. Vi kan nævne i flæng: engelsk early, tysk ehe, oldnordisk ár (tidlig), dansk årle.

Det lyder naturligvis sandsynligt, at man kan finde på at sige 'tidligt', når man mener morgen. Men øv, det er en lidt kedelig forklaring. Tidlig hedder forresten рано [rano] på russisk.

Rismál

I de oldnordiske skrifter taler man somme tider om rismál, når man mener morgen. "Rismál er den tid på morgenen, da man plejer at stå op", skriver Erik Jonsson i sin oldnordiske ordbog. Ordet er, som man næsten kan se med det blotte øje, sammensat af risa og mál. Risa har samme betydning, som vi kender fra det engelske rise, nemlig hæve, rejse sig, stå op o.l. Mál er lidt mere bøvlet; på flere af vore nabosprog har ordet betydning af tid, ligesom det jo har på oldnordisk. De Vries nævner f.eks. gotisk og flere tyske dialekter.

Også på ældre dansk kendes ordet maal for tid. Den egentlige betydning er måske den samme, som vi også kender i moderne dansk, nemlig at måle eller udmåle. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan udviklingen fra måle til tid er foregået. Et gæt, der ligger lige for hånden, er vel, at man rent praktisk har udmålt en række sigtepunter i horisonten med en bestemt afstand, som angiver bestemte tidspunkter af døgnet, når solen passerer henover dem. På denne måde bliver 'et stykke vej' mellem to sigtepunkter på næsten magisk vis omsat til 'et stykke tid' – hvis ellers det er en rigtig tolkning!

Ifølge det kulturhistoriske leksikon er rismál eller morginn en af de otte ætter, som de gamle havde opdelt døgnet i. Det er stå-op-tid, når solen står op, dvs. en gang mellem klokken halv fire og halv syv om morgenen, senere om vinteren end om sommeren. I artiklen om døgnet har jeg remset navnene op på de otte ætter.

Lidt folketro

Når fiskerne om morgenen udroer, og dem møder en sælhund, så holdes det for ulykkeligt, og de går ikke videre, men kommer sælhunden efter båden, så holdes det for lykkeligt, og de går ud i dybet.
J.B. Evald Tang Kristensen VI, 1031

Naar der om Morgenen ligge Spindelvæv paa Tagene saa vil det snart regne.
Jeppe Aakjær, Jyske Folkeminder, nr. 585

The swan is a favourite bird and of good omen. To hear it in the morning fasting—especially on a Tuesday morning—is much to be desired. To see seven, or a multiple of seven, swans on the wing ensures peace and prosperity for seven, or a multiple of seven years.
Carmina Gadelica II, nr, 211



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-03-05

Mere af samme slags: