ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Aftagende-trekvart

Tiden

Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginnheilög goð,
ok um þat gættusk;
nótt ok niðjum
nöfn of gáfu,
morgin hétu
ok miðjan dag,
undorn ok aftan,
árum at telja.
Vølvens spådom, vers 6

Vølvens spådom fortæller os, at da jætterne har skabt hele verden, sætter de rigtige guder (i modsætning til jætter og vaner) sig sammen for at få gjort orden i tingene. Blandt andet skal sol og måne bringes i faste baner, så man kan kende forskel på dag og nat, morgen og aften, ny og næ, og følge med i årets gang.

Begrebet tid ser ud til at være noget, vi mennesker allerede meget tidligt i vores sproglige udviklingshistorie har opfundet, så vi kunne inddele den ubegribelige evighed i mindre enheder, som er lettere at fatte for almindelige menneskehjerner. At hver af tidens underinddelinger så selv kan have en snert af uendelighed over sig, bidrager til at klarheden får en tendens til at opløses i en sær tåge.

At det kan være vanskeligt for selv drevne sprogfolk og filosoffer at få hold på hvad vi mener, når vi taler om tid, anskueliggøres måske af, at den store Ordbog over det Danske Sprog bruger hele 36 spalter for at forklare den moderne brug af begrebet. 36 spalter! Det er et af de større opslag i ordbogen og noget, det tager tid at studere i detaljer. Det gør vi ikke her. Slå selv op i ordbogen, hvis det har din interesse.

Det korte af det lange er imidlertid, at tiden kan opfattes både som punkter og som forløb. Tidspunkterne er ligesom deres fætre i geometrien uden egentlig udstrækning. Nu eller klokken 7 findes reelt ikke. Enten er nu lige om lidt, eller også var det lige før. Og klokken 7 er altid lidt i eller lidt over, uanset hvor små enheder, vi end måler tiden i. Det gør nu ikke benævnelserne uanvendelige: Vi kan sagtens få ballade for ikke at komme til tiden eller for ikke at holde op med det dér, lige nu!
Tidsforløbene har derimod en udstrækning, som vi kan orientere os i. Vi er ikke i tvivl om, hvornår det er dag, forår eller 2017. Men det sjove er jo, at hvis vi begynder at kigge efter, hvornår dagen, foråret eller 2017 begynder (eller slutter), får vi samme problem som med tidspunkterne. Vi kan pejle os ind på svaret med mange decimaler, men præcise angivelser kan vi ikke nå frem til.

Det lader altså til, at begrebet tid ikke i sig selv løser vores problem med at begribe uendeligheden, men måske kan man sige, at det giver os en praktisk mulighed for at se bort fra det ubegribelige, mens vi gør det nødvendige i vores almindelige timelige liv.

Etymologi

Ved hjælp af den etymologiske ordbog kan vi følge ordet Tid bagud i tiden: I ældre dansk skrev man tith, og i oldnordisk tið. Kernen i ordet føres tilbage til indoeuropæisk *di-t, som har en eller anden grundbetydning af at dele, inddele, pille i stykker eller sådan noget lignende. Jeg tænker som nævnt ovenfor, at ordet tid har fået sin nuværende betydning, fordi man har opfattet begrebet tid som en art opdeling af evigheden i mindre, håndterbare enheder, som man så har navngivet efter hver deres særlige egenskaber.

Ved at spole fremad i tiden, kan vi følge de mange forgreninger, der har dannet sig af det oprindelige ord. Oldnordisk havde tina, som betød at pille i stykker eller at opremse. Ordet tit er også en aflægger af tid. Her er et link til University of Texas i USA, hvor du kan se en lang, men slet ikke udtømmende liste over ord, der med tiden og på forskellige sprog er afledt af den fælles grundform *di-t. De staver på en lidt anden måde, men mon ikke det skyldes vanskelighederne ved at gengive rekonstruerede ord, som ingen nulevende nogensinde har hørt udtalt.

Vore nabosprog

Norsk og svensk har tid, ligesom dansk.

Tysk har Zeit, hvilket jo også er det samme som dansk bare med et særligt tysk Schwung.

Engelsk har tide, som tydeligvis er samme ord som det danske. Før i tiden brugte englænderne også ordet på samme måde som os andre, men nu bruges det i en snævrere betydning om tidevand. Tidevandet er jo også en tidsmåler, så det er vel ikke underligt, at ordet tid indgår i beskrivelsen af, hvordan vandet kommer og går på stranden. I samme, snævrere betydning genfinder vi ordet på tysk og i dansk dialekt.
Når nu englænderne således har snævret ordet tid ind, må de have et andet ord for tid i stedet, Time, som vist egentlig blot er en anden variant af samme oprindelse som tid.

Andre måde at sige det samme

De latinske sprog, dvs. fransk, italiensk og spansk, har overtaget det latinske ord for tid tempus. Det er blevet til temps på fransk, tempo på italiensk og tiempo på spansk.
Den førnævnte etymologiske ordbog fra University of Texas fører ordet tilbage til en indoeuropæisk rod, *tem eller *tend, som skulle betyde noget med at skære. Ordet er åbenbart et andet, men ideen bag er vist ikke meget forskellig fra den, der ligger bag vores ord tid, nemlig at hakke livet op i håndterlige småbidder. Vi kender roden *tem fra ordet atom, som er den mindste enhed, man kan skære ud af et materiale., så der er jo en forunderlig sammenhæng i den måde, de gamle sydeuropæere har tænkt og talt.

Gælisk bruger tìde både om tiden og om tidevandet, et lån fra de nordiske sprog og en mindelse om nordisk trafik i de gæliske områder. Tìde kan også bruges om vejret, ligesom i gamle danske dialekter.
Ellers har de àm, som ifølge MacBain skulle betyde noget med at udstrække. Som f.eks. favn på dansk. Det giver jo god mening, at se tiden som noget, der har en vis udstrækning. Ùine virker underligt bekendt for danske ører, synes jeg, men jeg har ikke kunnet gennemskue etymologien. Det er et helt almindeligt gælisk ord for "tid". Endelig er der tìm, der tydeligvis er lånt fra engelsk.
Og så sker der noget spændende: Irsk har ordet tráth, som MacBain fører tilbage til en indoeuropæisk rod, *ter-, der åbanbart kan have et utal af betydninger. Blandt de mange betydninger finder vi en hel række, som vi kan forbinde med at dreje rundt, fx. engelsk turn og dansk tråd, der jo er lavet af snoet garn. Vi nærmer os måske noget med, at tiden drejer rundt og rundt som serier af tilbagevendende begivenheder. Se bare nedenfor, hvordan russernes forfædre talte om tiden.

Russisk har время [vrémja].Det er vist en helt anden historie og tankegang, der ligger gemt her. Efter hvad jeg har kunnet finde ud af, er время udviklet af en indoeuropæisk rod, *u̯er-, *u̯er-t-, som skulle betyde noget i retning af at dreje, vride, snurre eller sådan noget. Vasmers etymologiske ordbog mener, at ordet også har relation til et oldindisk ord, vartma, der betegner et hjulspor eller en lille vej. og til det latinske vertere, der betyder at vende, dreje, rotere og sådan noget. Set fra et russisk synspunkt, er tiden altså noget, der drejer rundt og rundt.

Hvilket spændende perspektiv, der åbner sig her, hvis folk i hjulet har kunnet se et billede på tiden. Hjulet, der drejer rundt og rundt, og hvor de samme eger, knaster og ormehuller repræsenterer årstiderne og tilbagevendende begivenheder, der kommer til syne og forsvinder igen i en fast rytme for hver omgang, hjulet drejer, og den fremadgående bevægelse viser tidens gang, mens hjulsporet viser historien og tidligere tiders forløb. Måske er der et endnu dybere meningslag i de soltegn, vi bl.a. kender fra bronzealderens helleristninger. Måske viser de ikke kun tilbedelsen af solen som lys- og livgiver, måske viser de noget om, hvordan oldtidens mennesker så på tiden og tidens gang som det, der ligger bag solens bevægelse over himlen, og det der får livet til at komme og gå i en (forhåbentlig) evig gentaget rytme.



*) Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-01-26

Mere af samme slags: