ETYMOLOGISK ALMANAK

— al tid i udvikling
Månen er: Tiltagende-trekvart

Kalendae, nonae og idus

Tre dage, som romerne anså for uheldige. I sin bog, Noctes Atticae, 17. bog fra omkring 150 e.Kr. eller lidt senere, fortæller Aulus Gellus om grunden hertil, idet han citerer fra bogen De verborum Significatu af forfatteren Verrius Flaccus:

Da byen var blevet befriet fra de senoniske gallere, forklarede Lucius Atilius i senatet, at soldatertribunen Qintus Sulpicius aftenen før slaget ved Allia mod gallerne, havde ofret til guderne, fordi han havde forudanelser om udfaldet af slaget, som skulle finde sted dagen efter idus. Den romerske hær var derefter blevet hakket til plukfisk, og tre dage senere var hele byen undtagen Capitolium faldet.
Mange andre senatorer forklarede ligeledes, at de kunne huske, hvordan romerske embedsmænd havde ofret på dagene efter kalendae, nonae og idus, hvorefter staten havde lidt alvorlige nederlag i de næstfølgende kampe. Senatet havde siden videregivet sagen til præsterne, så de kunne træffe de nødvendige beslutninger. Præsterne havde derefter afgjort, at ingen ofringer fremover skulle finde sted på disse datoer.
Side 431f i min udgave

Gellus fortæller videre, at en del mennesker også anser den fjerde dag før kalendae, nonae og idus for uheldssvangre. Han har ingen rigtig forklaring på det, bortset fra en passage, han har fundet i Annales, bog fem af Quintus Claudius Quadringarius, hvor det fremgår, at det formidable blodbad i slaget ved Cannae fandt sted fire dage før nonae i august måned.

Kalendae er altid den første dag i måneden.
Nonae og idus er henholdsvis den 5. og den 13. I marts, maj, juli og oktober ligger nonae og idus dog den 7. og den 15. Denne kuriositet skyldes ifølge Den store danske, at disse måneder havde 31 dage i modsætning til de øvrige, der kun havde 29.

Om Kalendae er der mere i afsnittet om Kalenderen. Nonae har formentlig sit navn, fordi den ligger ni dage før Idus. Herfra er der altid 25 dage (tre romerske uger) til månedens slutning. Betydningen af Idus er der vist ingen, der kender. Ordet menes at have etruskisk oprindelse, skriver Den store danske.


Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2021-01-05

Mere af samme slags: