Majdag, Valborgs dag, Voldermisse, Bealltain

Voldermisse er det samme som Valborgs-messe, blot lidt folkeligt udtalt. Dagen er opkaldt efter efter en Skt. Valborg, som den kristne kirke på denne måde har udødeliggjort. Men der er mere ved denne dag, end blot et minde om en kristen helgeninde. Som vi ser nedenfor, er der masser af gamle vejrvarsler og folketro forbundet med netop denne dag. Jeg tænker, at det er et tegn på, at dagen har markeret en eller anden form for overgang. Den gæliske 1. maj, Bealteinne, markerer jo udgangen af vinteren, og mon ikke noget lignende har været gældende på vores kanter. Det er en historie, vi må vende tilbage til en anden god gang.

Vejrvarsler

Regner det den 1ste Maj vil det ikke regne mer i denne Maaned.
Hvis det regner den 1ste Maj, så skal jorden tørste hele sommeren, hvor meget regn der end kommer.
Aakjær, nr 382, 661

Kyndelmisse-Knude
holder derude
ned sine hvide stude
siger den jyske bonde, når det sner den 1. maj.

Eller også siger han:
Kyndelmisse-Knude
er her endnu ude.
Kommet er stær, vibe og gås,
dog er ej vinter end sin kås.
Ej heller går den ganske bort,
førend her kommer svalen fort.
J.M.Thiele III, nr 9

Regner det den første dag i maj, da vil ingen væde kunne forslå det år.
J.M.Thiele III, nr 28

Majens kuld
gør laden fuld.

En kold maj gi'r en varm lade
J.M.Thiele III, nr 29

Folketro

Tidligere har det denne dag været skik i Jylland, at bonden tidligt om morgenen signede sit hus og hjem og alt, hvad der var hans, med en formular, der i lighed med mange andre signeformularer er en ejendommelig blanding af kristendom og hedenskab.
Før solen stod op tog han en flyverøn (et skud af rønnen, der af en fugl er sået i et andet træ, hvori den er vokset frem) i hånden og stillede sig med den i sit gårdsled med ansigtet vendt mod øst, og han messede da som så:

Hjælpe Gud til et godt år, en god dag og en god time, i Jesu navn, amen... (han beder nu om beskyttelse for alt muligt, hvad han kan komme i tanker om) ...Jeg byder alle jætter og alle troldfolk, som er i denne by, i dette sogn og i dette land, ved den tornebusk, hvormed jøderne pinte den Herre Jesum Christum. Jeg sætter jern for deres skud, for deres hjerterødder, samt de ni stærke eder, både for og bag! Jeg sætter alle troldfolk og alle jætter hen i den fandens basun, som er i både syd og nord, i øst og vest i denne by, i dette sogn, i dette land – dem sætter jeg fanden i vold i dette år og siden, mens verden står, ...etc
J.M.Thiele III, nr 133

På Valborg aften rider alle de gamle kællinger, der er hekse, på deres koste eller ildragere til Tromskirken for at holde helligaften med Gammel Erik. Man sikrer sig bedst imod sådanne forbiridende hekse ved at bære pinde af røn på sig og ved at hæfte sådanne pinde ved alle dørene. På Island flyver heksene til Valakyrkja.
J.M.Thiele III, nr 724

I en gård på Hjarnø opholdt sig en gang to kvindfolk, som sad i et af udhusene og vævede for folk. Men de var to ægte trolde (d.e. hekse), de drev det så vidt, at manden måtte søge råd derimod, som han også fik. Han skulde omstrø hele gården med hörfrø, men mest for alle döre. Rådet hjalp dog ikke, ti de fruentimmer var klogere end de fleste hekse, men så var der barselgilde hos naboerne, og der var præsten med. Da siger manden til præsten: "I må skaffe mig ro i gården, for jeg kan ikke være her." Den gang de så havde spist, går præsten om til gården og går den tre gange rundt. Siden den tid fik manden ro. Imens troldene havde så megen magt i gården, var det en gang en voldermisseaften, netop den aften, da troldene rider til Troms kirke, at der om natten kommen en hel del fremmede ind i den yderste stue og begynder at hoppe og dandse. I det samme kommer degnen fra Endelave ind, han var netop formand for heksene, og han smed sin kjole til side og tændte et lys ved sin r.., men idet han fik lyset tændt, opdagede han, at der lå en pige i en af de to senge, der stod i yderstuen. Han kjendte hende godt, for hun var fra Endelave, og han vidste også, at hun kjendte ham. Nu lå hun rigtig nok i den seng længst borte fra dören, og det lod, som hun sov godt, men der måtte naturligvis ingen få at vide, at han var i det selskab, og derfor går han hen og giver sig til at nappe og prikke hende med nåle. Men da hun blev ved at ligge, som hun sov, kastede han til en forsikring sövnbrøn på hende. Så gav hele forsamlingen sig til at dandse, og der var en hel del trolde både fra Hjarnø og omegnen, og de dandsede og morede dem, til det begyndte at lyse af dagen. Pigen var lige kommen i sengen og var vågen, men lod, som hun sov, da troldene kom.
Dette er fortalt mig af aftægtsmand P.P. Madsen på Hjarnø, og det skete i den gård, hvor han opholder sig.
Søren Hansen, Evald Tang Kristensen VI, 1142

Den gæliske 1. maj

I det gæliske Irland og Skotland fejrer man på denne dag 'latha buidhe bealtainne'. Det er dagen, hvor man udtrykker sin taknemmelighed over, at man er kommet igennem vinteren, og at verden endnu engang genopstår til nyt liv. Latha buidhe er en takkedag. Bealtainn er en rensende ild.
Om bealtainn skriver MacBain:

"May-day, Irish béalteine, Early Irish beltene, belltaine, *belo-te(p)niâ (Stokes), "bright-fire", where belo- is allied to English bale ("bale-fire"), Anglo-Saxon bael, Lithuanian baltas, white. The Gaulish god-names Belenos and Belisama are also hence, and Shakespeare's Cym-beline. Two needfires were lighted on Beltane among the Gael, between which they drove their cattle for purification and luck; hence the proverb: "Eadar dà theine Bhealltuinn" - Between two Beltane fires."

Om det samme skriver Dwelly:

"On the first of May was held a great Druidical festival in favour of the god Belus. On this day fires were kindled on the mountain tops for the purposes of sacrifices; and between these fires the cattle was driven to preserve them from contagion till next May-day. On this day it was usual to extinguish all the hearth fires, in order that they should be re-kindled from this purifying flame. In many parts of the Highlands the young folks of the district used to meet on the moors on the 1st May. They cut a table in the green sod, of a round figure, by cutting a trench in the ground of sufficient circumference to hold the whole company. They then kindled a fire, and dressed a repast of eggs and milk of the consistency of custard. They kneaded a cake of oatmeal, which was toasted at the embers against a stone. After the custard was eaten, they divided the cake into as many portions as there were persons in the company, as much alike as possible in size and shape. They daubed one of the pieces with charcoal till it was black all over, and they were then all put into a bonnet together, and each one, blindfolded, drew out a portion. The bonnet holder was entitled to the last bit, and whoever drew the black bit was the devoted person who was to be sacrificed to Baal, whose favour they meant to implore in rendering the year productive. The devoted person was compelled to leap three times over the flames".

Alexander Carmichael fortæller, at traditionen med at genstarte ilden blev holdt i hævd godt op i 1800-tallet:

"In 1895 a woman in Arran said that in the time of her father the people made the need-fire on the knoll, and then rushed home and brought out their 'creatairean', creatures, and put them round the fire to safeguard them 'bho'n bhane bhuitsich mhóir Nic-creafain', from the arch-witch Crawford."
Carmina Gadelica I, nr. 73

Carmichael fortæller videre, at det også var denne dag, landsbyen brød op for at drage til sæters med kreaturerne. Det var endnu en begivenhed, der var omgærdet af ritualer og traditioner: "Having seen to their flocks and to the repairing of their huts, the people resort to their sheiling feast. The feast consists principally of a male lamb, without spot or blemish, killed that day. Formerly this lamb was sacrificed, now it is eaten." Der var egentlig tale om et gammelt frugtbarhedsritual, som senere blev til en påkaldelse af de bibelske hyrder og jødiske stamfædre Abraham, Isak og Jakob for at få deres hjælp til at holde øje med dyrene, når de nu skulle gå frit rundt hele sommeren.
Carmina Gadelica I, nr. 74

Apropos renselse, så foregik det ude i Europa i februar måned, der netop har navn efter denne årlige højtid.

Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2023-05-01