Solhverv

Solhverv er de to tidspunkter i aaret, da solen er længst fra ækvator, hvorefter den enten staar højere paa himlen, saa dagen bliver længere (vintersolhverv), ell. staar lavere, saa dagene bliver kortere (sommersolhverv). Sådan kan det siges, og sådan bliver det sagt i Ordsprog over det danske Sprog. Vi andre nøjes med at glæde os over, at dagene fra vintersolhverv den 21. eller 22. december så småt begynder at blive længere, mens de fra sommersolhverv den 21. eller 22. juni igen begynder at blive kortere.

Solen hverver. Den vender. Hvis man nu ved sommersolhverv klokken 12 middag står et bestemt sted og med et egnet redskab måler, hvor højt solen står over horisonten, så vil man, hvis man fortsætter sine målinger, opleve, at solen dag efter dag vil stå lavere og lavere på himlen, indtil den er helt i bund, når vi når vintersolhverv. Så kommer det spændende: Nu hverver solen! Den vender og begynder langsomt, dag for dag at rykke højere op på himlen, indtil den kulminerer næste sommersolhverv. Så hverver den igen!

Etymologi

Man kan følge ordet hverve, verve, hverre, hvarfe eller hvordan man nu har stavet det, baglæns gennem tiden. På oldnordisk er der to ord, der ligner hinanden, og som begge har noget med sagen at gøre: hvarfa og horfa. Det første betyder at bevæge sig, og det andet betyder at vende sig. På oldhøjtysk kunne man sige hwerfan, når man mente at dreje, at gå frem og tilbage, at anstrenge sig eller noget i den retning. På moderne dansk har man i dialekterne skullet hverre (vende) høet, når har ligget og tørret på marken. En hvirvel er en variant af samme ord.

På norsk og svensk siger man ligesom i Danmark: solverv og solvarv.
På tysk siger man det samme, bare på tysk: Sonnenwende.

Andre sprog

Mens vi på vores sprog underforstår, at solen bevæger sig frem og tilbage som en væddeløbshest, der aldrig når i mål, har man på andre sprog et lidt andet fokus. Her tillader man åbenbart, at solen får et lille pusterum, hver gang, den når et vendemærke:

Latin havde solstitium, hvor -stitium var en afledning af stare, at stå. Heraf har fransk, spansk og italiensk hhv. solstice, solsticio og solstizio.
Engelsk, der jo er fyldt med franske ord har også solstice.

Russisk har солнцестоя́ние [sontsestajanie], som tydeligvis er det samme blot i russisk oversættelse.
Irsk og gælisk har grian-stad, som har samme betydning.

Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-02-02