Lucianatten

Opkaldt efter en Lucia fra Syrakus, som 304 blev myrdet for sin kristne tro.

Som mange andre af de overlevende kristne mærkedage har også Luciadagen en oprindelse, der ligger længe før kristendommens indførelse i Norden. Og man må sige, at det er en lidt anden historie end den med små piger i hvide kjoler, der højtideligt bærer lyset frem mens de synger om Santa Lucia.

Luciadagen ligger midt i den mørke tid, og i den mørke tid er det mørkets kræfter, der råder. Der er mange eksempler på, at man tidligere har ment, at folk og fæ gjorde bedst i at holde sig inden døre, mens disse kaosmagter huserede. Vi kender det også fra nattens mulm og mørke, som folk ligefrem kunne blive åndeligt og korporligt lemlæstede at færdes i. Sverre Østen fortæller, at Denne natten spøkte de, alle tusser og troll sammen med åsgårdsreia var på farten, så ingen måtte være ute etter at det var blitt mørkt.

Påfaldende mange af de forestillinger, der knytter sig til Luciadagen, er mage til dem, der knytter sig til julen. Blandt andet gælder forbuddet om at arbejde med noget, der bevæger sig rundt for Luciadagen lige som for julen. Og traditionen med at sætte grød frem til nissen og hænge neg ud til fuglene, hører også til begge steder.
Det kulturhistoriske leksikon forklarer det med kalenderreformen i slutningen af 1500-tallet. Den gamle julianske kalender havde vist sig unøjagtig, så datoerne var kommet ud af takt årets gang. Reformen rykkede groft sagt datoerne en halv snes dage. Hvis Luciadagen tidligere faldt omkring vintersolhverv, kom den nu til at ligge den 13. december, hvor den ligger i dag. Folk blev imidlertid ved med at mene, at alt det uhyggelige fandt sted, hvor Luciadagen oprindeligt lå, så nu havde man altså to gange lige efter hinanden, hvor nissen skulle have grød, og hvor dyrene kunne tale sammen i stalden osv. Måske skete der ved samme lejlighed en lignende forskydning af julen. Nogle mener i hvert fald, at den tidligere kan have ligget ved midvintertide midt i januar.

Jeg forestiller mig, at man har regnet Luciadagen – om den nu har ligget den 13. eller den 23. december – har markeret afslutningen på det gamle år. Derfor har det været vigtig at få tærsket det sidste korn og få slagtet de dyr, man ikke kunne føde på gennem en hel vinters knaphed. Når det gamle år var slut, blev det nemlig skildt ad i det man i dag ville kalde absolut entropi, eller sådan noget. Den nye orden kan bedst skabes af det kaos, der ligger tilbage efter det gamle. Asgårdsrejens og heksesammenkomsternes opgave er at skabe den fornødne entropi, der er forudsætningen for, at det nye kan genopstå i fuldt styrke. Det er nok næsten lige som når man beskærer sine frugttræer eller beklipper sine stauder, når deres tid er omme. I bund og grund er dette kaosridt en livgivende nødvendighed. Det uhyggelige består jo i, at hvis man skulle komme udenfor mens trolde og turser hærger, risikerer man selv at blive demonteret og gjort klar til at indgå i et nyt kredsløb. Folk, der havde held til at redde sig levende indendøre, kom ofte til at leve resten af deres tid som krøblinge eller sindssyge.

Men hvad så med de små piger med lysene? Det lader til at være en skik, som er kommet hertil fra Tyskland, hvor skoledrengene i julen eller omkring hellig tre konger gik omkring og sang sig til en skilling, mens de drejede en stjerne rundt i luften. Det kan man også læse om i det kulturhistoriske leksikon, hvis man er interesseret.

Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-01-28