ETYMOLOGISK ALMANAK

al tid i udvikling

Månen er: Aftagende-halv

Skudår

Skudåret er ikke yndet af de gifte koner, for i sådanne år dør der flere barselskoner end ellers.
Med pigerne er det en anden sag, for i et skudår er der altid flere forlovelser, fordi pigerne da har lov til selv at fri.
J.M.Thiele III, nr 127

På Skuddagen, den 29/2, da tør Pigerne fri til hvem de lyster, thi da hværken tør el. kan Karlene sige nej.
Aakjær, nr 213

Når februar er så aparte i forhold til årets øvrige måneder, ved normalt kun at have 28 dage, hænger det sammen med, at den gamle romerske julianske kalender begyndte pr. 1. marts. Februar var altså årets sidste måned. Hvis årets måneder skulle have 30 eller 31 dage, og man ellers skulle holde sig nogenlunde i sync med det astronomiske solår, var der kun 28 dage plus lidt mere tilbage til februar. Dette "lidt mere" blev sparet sammen, så der hvert fjerde år kunne blive til en ekstra dag, der kunne føjes til februar. Det mærkelige er imidlertid, at man valgte at skubbe den ekstra ind mellem den 23. og 24. februar (eller måske mellem den 24. og den 25. – det er sådan noget, teologer kan få år til at gå med at diskutere).

Hvorfor man ikke bare kunne blive enige om at skuddagen skulle lægges til efter den 28. februar, går et stykke ud over min forstand. Men nogen må jo have haft en grund.



Ord eller orddele, der er markeret med *, er rekonstruerede af sprogforskere. Øvrige ord er kendt fra overleverede tekster.

Hvis ikke andet er noteret, henviser alle kildeangivelser til litteraturlisten.

Denne artikel er senest opdateret 2022-02-03